Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvilken fødselsdagsgave!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 04/06/2011 - 19:03

Sport & hobby


Fredag den 3. juni var Rafa Nadals 25-års fødselsdag, og de fleste ventede, at han i Roland Garos-finalen søndag skulle møde verdens-toeren,...

Fredag den 3. juni var Rafa Nadals 25-års fødselsdag, og de fleste ventede, at han i Roland Garos-finalen søndag skulle møde verdens-toeren, Novak Djokovic, lide sit fjerde nederlag på stribe til den hårdtslående serber og forlade tronen som verdens-etter...

 

Efter 43 sejre i træk – alene de 41 i år – syntes Novak Djokovic på det nærmeste uovervindelig. Udsigterne for Rafa var dystre. Selvom han havde mødt Djokovic i finalen - og vundet - så ville serberen alligevel have overtaget tronen som verdens-etter. Men sådan gik det jo ikke.

 

- Jeg tror nok, jeg har givet Rafa den bedste fødselsdagsgave, som han kunne få, sagde en glad Roger Federer i interviewet efter semifinalen fredag.

Schweizeren fylder snart 30 år og var selv verdens-etter i 2004, 2005, 2006, 2007 og 2009.

 

Tre eminente og fair tennisstjerner

Rafael Nadal, Spanien

 

Novak Djokovic, Serbien

 

Roger Federer, Schweiz

 

Selvom det er lige inden, man synes, at Rafa skal lade Federer vinde finalen søndag som tak for fødselsdagsgaven, så er det jo ikke sådan, det foregår... Som taber af finalen er man nemlig allerede sikret en præmiesum på 600.000 dollars, og selvom Federer er den, der har tjent den største præmiesum i nyere tid, gør det ekstra godt på bankkontoen. Vinderen får det dobbelte – 1,2 millioner dollars.

 

Og andre æresmål står på spil for Rafa, der har vundet Roland Garros-finalen fem gange. Vinder han igen, kommer han nemlig på linje med Bjørg Borg, der har den hidtidige rekord med seks finalesejre på det franske grus.

 

Underligt nok har Federer ”kun” vundet den en enkelt gang i 2009, og han kunne sikkert også godt tænke sig, at få sit navn to gange på tavlen i den franske turnering, der for første gang blev afviklet i 1891.

 

Det imponerende anlæg, Roland Garros, ligger lige syd for Bologne skoven

 

Centercourt, Court Philippe Chatrier, blev opført i 1928 og der er plads til 14.840 tilskuere.

 

Den store afslutning

Finalen starter søndag kl. 15:00. Bor du i Spanien, kan du se den på tdp, Teledeporte og på tve-HD pruebas, hvis du har et HD-tv. Her er billedkvaliteten så fantastisk, at du kan se hårene rejse sig på kombattanternes arme og farven på de kvindelige tilskueres læbestift...

 

Men jeg krydser fingre for vejret. Lørdag eftermiddag varslede man nemlig risiko for regn. Og Roland Garros er så traditionsbunden, at man endnu ikke er nået til overdækning – eller kunstig belysning, hvis en kamp varer til efter mørkets frembrud.

Men det har jo også sin charme...
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.