Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvor er det allerbedst at bo?

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 28/06/2024 - 07:00

Samfund og Politik

VIDEO: Nyt indeks har både en dansk og en spansk repræsentant.

EIU har netop offentliggjort sit ‘Global Liveability Index 2024’ - altså hvilke byer i verden er bedst at leve i. Den årlige undersøgelse vurderer 173 byer ud fra fem kategorier: Stabilitet, sundhedspleje, kultur og miljø, uddannelse og infrastruktur.

EIU er forsknings- og analyseafdelingen i The Economist Group, der er en førende kilde til information om international forretning og verdensforhold.

Vesteuropa har bevaret sin position som den mest beboelige region i verden, og København, Zürich og Genève er igen kommet i top ti. De 30 vesteuropæiske byer på dette års rangliste opnåede en imponerende gennemsnitlig score på 92 ud af 100. 

EIUs Liveability Index er steget en smule i løbet af det sidste år. Fald i stabilitet og infrastruktur i en række byer i de udviklede økonomier blev opvejet af strukturelle forbedringer inden for sundhedspleje og uddannelse i flere byer på udviklingsmarkederne.

For tredje år i træk er østrigske Wien udnævnt til verdens bedste by at bo i. Byen får en perfekt score på 100 for stabilitet, sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur, men der er plads til forbedringer inden for kultur og miljø. Her scorer byen kun 93,5 og det begrundes med manglen på store sportsbegivenheder. Samlet opnår byen en indeksscore på 98,4.

København kommer til gengæld ind på en flot andenplads med et indeksscore på 98,0, så vi napper østrigerne i hælene. Finland er på plads nummer 13.

Top 10

Resten af toppen:

  • 11. Adelaide, Australien
  • 12. Toronto, Canada
  • 13. Helsinki, Finland
  • 14. Tokyo, Japan
  • 15. Perth, Australien
  • 16. Brisbane, Australien
  • 17. Frankfurt, Tyskland (delt med Luxembourg)
  • 17. Luxembourg, Luxembourg
  • 19. Amsterdam, Holland
  • 20. Wellington, New Zealand

 

Taberne

Akut boligkrise har trukket infrastrukturscoren ned i nogle af de ellers højest rangerede byer. Det gælder eksempelvis Barcelona, der er røget helt ned på plads nummer 35. Faktisk er den catalanske hovedstad med på listen over de byer, der er røget mest ned i rangeringen i det seneste år, da man er røget fire pladser ned med en indeksscore på 91,4.

Stabilitet har oplevet den største tilbagegang af alle de fem kategorier i indekset. Stigende antal protester har ført til, at vesteuropæiske byer dominerer listen over de ti byer, der er faldet mest, mens krigen med Hamas har trukket israelske Tel Aviv hele 20 pladser ned og er den by, der er faldet mest i dette års indeks.

Byer, der er faldet mest på listen i det seneste år

Damaskus i Syrien er stadig den værste by at leve i ud af de 173 byer i undersøgelsen, mens Tripoli i Libyen kommer næstsidst. Efter mange års borgerkrig, som har ødelagt deres økonomier, scorer begge byer meget lavt på stabilitet og har ikke oplevet nogen forbedring af levevilkårene.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.