Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Iberia strejker i påsken

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 05/03/2012 - 10:51

Rejser & oplevelser


Skal du flyve i påsken, skal du være ekstra opmærksom på, hvilket selskab du booker ved. Iberias personale har nemlig annonceret, at man vil...

Skal du flyve i påsken, skal du være ekstra opmærksom på, hvilket selskab du booker ved. Iberias personale har nemlig annonceret, at man vil strejke i 24 dage. Har du booket, kan du tjekke her, om du overhovedet kommer af sted.

 

Rejsesitet Easytravelreport.com advarer direkte mod at booke flybillet med selskabet.

 

Strammer skruetvingen

Iberias piloter og besætningsmedlemmer vil i løbet af de næste tre måneder nedlægge arbejdet i hele 24 dage. Strejken vil blandt andet ramme påskeferien og 1. maj, oplyser repræsentanter for de ansattes fagforening.Piloternes fagforening SEPLA meddeler, at selskabets piloter gør klar til at nedlægge arbejdet de mange dage fordelt på perioden fra den 16. marts og den 28. maj.

 

Kabinepersonalet bakker op om piloternes protester og har besluttet at nedlægge arbejdet på de samme dage. Det betyder, at Iberia står uden piloter og besætningsmedlemmer til afvikling af flytrafikken på flere af de travle påskedage.

 

- Vi har besluttet at øge antallet af strejkedage i løbet af de kommende måneder for derved at tvinge selskabets ledelse til forhandlingsbordet, skriver piloternes fagforening SEPLA i en erklæring.

 

Iberia ansatte allerede har gennemført en lang række arbejdsnedlæggelser i de seneste måneder, hvilket har ført til aflysning af hundredvis af flyruter, men nu vil personalet altså stramme skruetvingen.

 

Protest mod lavpris

Konflikten mellem selskabets ledelse og personalet handler om etablering af Iberias nye lavprisflyselskab, Iberia Express, der går på vingerne den 25. marts, og også den dato er udnævnt til strejkedag. Iberia Express skal overvejende dække kort-og mellemdistance ruter inden for Europa.

 

Ifølge SEPLA vil det nye lavprisflyselskab forringe arbejdsvilkårene for Iberias ansatte og føre til nedlæggelse af 8.000 arbejdspladser. Fagforeningen mener, at lavprisselskabet vil indføre lavere løn til nyansatte og flytte arbejdspladser ud af Iberia, som fusionerede med British Airways i januar 2011.

 

Ledelsen forsikrer dog, at betingelserne for det eksisterende personale ikke vil blive påvirket.

 

De nye strejkedage

Fredag den 16. marts, mandag den 19. marts (lokal helligdag i Madrid), fredag den 23. marts og søndag den 25. marts, der er den store dag for lancering af Iberia Express. Mandag den 26. marts og fredag den 30. marts bliver der også strejket.

 

Og så når vi frem til påske-trafikken: Mandag den 2. april, onsdag den 4., påskedag den 9., fredag den 13., mandag den 16., fredag den 20., mandag den 23., fredag den 27.og mandag den 30. april.

 

I maj vil strejkerne blive gennemført den 1. (helligdag), onsdag den 2., fredag d. 4., mandag den 7., fredag den 11., mandag den 14., fredag den 18., mandag den 21., fredag den 25. og mandag den 28. maj.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.