IKEA åbner i dag
Skrevet af , tir, 17/06/2014 - 10:19
Bolig
Over 50 personer har i tre dage camperet i 30 graders varme foran den nye IKEA Alfafar. De håber at være blandt de første kunder i den svensk...
Over 50 personer har i tre dage camperet i 30 graders varme foran den nye IKEA Alfafar. De håber at være blandt de første kunder i den svenske butik, som lokker med store pengepræmier og gratis indkøb til de første, der kommer ind. Eneste betingelse er, at de er klædt i blåt og gult.
Klokken ti åbnede IKEA sin længe ventede afdeling uden for Valencia på den spanske østkyst, og der var fra tidlig morgen en kæmpe kø af håbefulde blå- og gulklædte IKEA-kunder.
Køen har de svenske farver på
Præmier til de første
IKEA lokkede med 500 euro i præmie til den første person, der gik gennem dørene og 100 euro til de næste hundrede. Der er også 11 indkøbsvogne med gratis varer til tilfældigt udvalgte kunder.
Blandt de mange håbefulde, er Ana Belén, arbejdsløs med tre børn.
- Vi er her i håbet om at være blandt de heldige, så vi kan købe os en sofa, siger hun til TV-stationen La Sexta.
Formanden for den valencianske regionsregering, Alberto Fabra, og direktør for IKEA Spanien, Belén Frau, er blandt deltagerne i indvielsen af IKEA Alfafar i dag. De holder begge taler, hvor de ventes at lovprise det svenske møbelindtog i Valencia.
De fremmødte bliver budt på gratis appelsinjuice og der vil være forskellige former for underholdning.
Butikken har 400 ansatte og ventes at have 2,4 millioner besøgende om året.
Frygter IKEA
IKEA's nye afdeling i Valencia bliver landets andenstørste, og den har allerede skræmt det lokale erhvervsliv fra vid og sans.
Erfaringer fra andre steder i landet, hvor IKEA har åbnet afdeling, har vist en voldsom nedgang i omsætningen hos de lokale møbelbutikker, der ikke kan konkurrere med den svenske kæmpekoncern.
Den lokale erhvervssammenslutning, Acomval, har lagt pres på Alfarfars borgmester, Juan Ramón Adsuara, for at forbyde IKEA at holde åbent om søndagen. IKEA kæmper dog fortsat for at få lov til at holde søndagsåbent.
Lokale butiksindehavere har nemlig ikke råd til ekstra personale og vil derfor tabe stort, hvis IKEA også holder søndagsåbent.
”Søndagsåbent fører til stor jobusikkerhed og gør det umuligt at kombinere arbejde og familieliv”, siger de lokale erhvervsledere i en erklæring.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.