Tyve køber nøglen til dit hjem
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/12/2013 - 10:47
Krimi og katastrofe
Ville du give en tyv nøglen til dit hus - nej vel? Problemet er bare, at de kriminelle så let som ingenting kan købe sig direkte adgang, og d...
Ville du give en tyv nøglen til dit hus - nej vel? Problemet er bare, at de kriminelle så let som ingenting kan købe sig direkte adgang, og det er ikke kun ubehageligt og irriterende. Det er også meget problematisk i forhold til din forsikring.
Et sæt låsesmedeudstyr kan nemlig erhverves let og billigt på internettet, hvor man også finder forskellige guider til, hvordan man bruger det. På baggrund af det, udsendte Elches politi i sidste uge en advarsel mod de veludstyrede tyveknægte, skriver spaniaavisen.no.
I Elche blev der derfor også afholdt et seminar for byens politifolk, hvor den spanske forening af låsesmede og sikkerhedsfirmaet Eurosegur demonstrerede, hvor let og lydløst en tyveknægt med det rette udstyr kan trænge ind i enhver bolig.
Flere usynlige indbrud
Og der er sket en stigning i antallet af indbrud begået med professionelt udstyr. Det forklarer Rubén Gonzáles, der er kommunikationschef for den spanske forening af låsesmede, til avisen Lavanguardia.
Stigningen hænger sammen med, at tyvene får adgang til mere sofistikerede metoder, så de kan åbne døre uden brug af vold.
- Det er alarmerende. Vi ser, at tyvene bruger værktøjer, der hidtil kun blev anvendt af professionelle, siger han.
I fredagens udgave af Radio Solymar Weekly kan du høre Pernille Kaas fra forsikringsselskabet Kaas og Kirkemann fortælle, hvordan man bedst beskytter sig mod veludstyrede tyveknægte.
80 procent er sårbare
I Catalonien vinder en helt særlig metode frem for tiden. "Bumping", hvor tyven bruger en såkaldt bankenøgle. Den sættes blot i låsen, hvorefter et slag på nøglen gør, at stifterne i låsen glider til side, og nøglen kan drejes.
Gonzáles anslår, at omkring 80 procent af alle spanske hjem kan åbnes med den metode, som man også kan lære på internettet.
Også i Danmark har der i flere år lydt advarsler om snedige tyveknægte. Det anslås, at omkring 40 pct. af alle danske hjem kan åbnes med en bankenøgle, som kan erhverves for omkring 25 kroner.
Femteflest indbrud i Spanien
I 2010 registrerede det spanske politi 111.000 indbrud. Dermed er landet på en femteplads i en europæisk opgørelse over, hvor der sker flest indbrud.
Næsten halvdelen af alle indbruddene sker i Andalusien og Valencia. I de to regioner blev der sammenlagt registreret næsten 45.000 indbrud.
Det spanske nationalpoliti giver følgende råd, hvis du vil beskytte dine værdier bedst muligt:
- Efterlad aldrig større pengesummer, smykker eller andre værdier i hjemmet. Opbevar dem i stedet i en bankboks.
- Brug så mange sikkerhedsforanstaltninger, du kan, også selvom du kun skal forlade huset et kort øjeblik.
- Hvis du rejser væk i en længere periode, skal du især sørge for, at dine værdier er godt beskyttet.
- Sørg for, at alle døre, vinduer og balkoner har gode låse, og vær sikker på, de er låst, inden du tager af sted.
- Få eventuelt en nabo til at holde øje med din bolig, mens du er væk.
- Efterlad aldrig nøglen under måtten, og sæt aldrig en seddel op med en besked om, at du ikke er hjemme.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.