Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sadistisk morder på fri fod

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/12/2013 - 09:46

Krimi og katastrofe


Løsladt morder, som spanske medier sammenligner med djævlen selv, vandrer rundt i landet på må og få. Hans familie har slået hånden af ha...

Løsladt morder, som spanske medier sammenligner med djævlen selv, vandrer rundt i landet på må og få. Hans familie har slået hånden af ham, og han er nu tvunget til et liv som vagabond med tre bestialske mord på samvittigheden.

 

44-årige Miguel Ricart, der blev dømt for det bestialske mord på tre spanske teenage-piger, Toni, Miriam og Désirée i november 1992, har rejst land og rige rundt for at finde et sted at bo. Men ingen vil vide af ham, og han er derfor dømt til at føre et nomadeliv.

 

Læs også: Sådan foregik de brutale mord

 

Ricart anses for at være den mest forhadte mand i Spanien, og ingen vil have ham boende. Hans egen familie har tilsyneladende fornægtet både ham, hans ekskone og parrets datter, der blev født blot få dage efter Ricarts anholdelse. De har ikke haft nogen kontakt med ham i næsten 21 år.

 

Vil undgå mediecirkus

Ricart siger selv, at han ikke ønsker at trække sin familie ind i et mediecirkus efter den overraskende løsladelse på grund af omstødelsen af den såkaldte Parot-doktrin.

 

Efter at have forladt Herrera de la Mancha-fængslet i Ciudad Real drog den tidligere straffefange til den sydlige by Jaén.

 

Han blev ledsaget af en politieskorte i overensstemmelse med dommerens kendelser, og fængslets præst var også med den tidligere fange.

 

Indkvarteret på fire-stjernet hotel

Da Ricart stod af toget i Linares i Jaén-provinsen, blev han mødt af et tv-hold, der inviterede ham til Madrid og indkvarterede ham på et fire-stjernet hotel. Han havde ellers håbet på at kunne bevæge sig i fred.

 

Men et ramaskrig over, at den tredobbelte pige-morder skulle tjene penge på at give interviews, fik TV-stationen til at trække sit tilbud tilbage. Ricart blev tvunget til at tilbringe en uge på et halvsnusket hotel i den sydspanske by Córdoba.

 

Her opstod der hurtigt protester mod hans ophold, og eksfangen besluttede derefter at flygte til en storby, hvor der var mindre risiko for, at han ville blive genkendt og udstødt.

 

Han tog derfor en bus til Barcelona, men undervejs var der et 45-minutters stop ved Valencias busstation – tæt på gerningsstedet, hvor de tre piger i alderen 14 og 15 år blev bortført, voldtaget og seksuelt mishandlet for 22 år siden.

 

En af pigerne havde fået sin arm savet af, og en anden havde fået hendes brystvorte revet af med en tang - i begge tilfælde mens de endnu var i live og ved bevidsthed. Pigerne blev til sidst tvunget til at gå i en fælles grav, hvorefter de blev skudt i hovedet.

 

Lever som vagabond

Ifølge forskellige vidner er Ricart set vandre langs nødsporet af C-31 uden for den catalanske hovedstad fredag, men færdselspolitiet bad ham forlade motorvejen af sikkerhedsmæssige årsager.

 

Siden menes han at have sovet nær jernbanen ved stationen i Maresme-området i Barcelona.

 

Forskellige religiøse organisationer i Barcelona har afvist påstande om, at Ricart skulle have kontaktet dem for hjælp, men siger samtidig, at de ikke har nogen interesse i at hjælpe ham, og at de ikke beskæftiger sig med tidligere fanger.

 

Uden hverken venner eller familie og med meget ringe chancer for at få et job kan Ricart blive nødt til at søge tilflugt under stjernerne og leve et nomadeliv.

 

Mange teorier om årsagen

Der er mange teorier om baggrunden for de bestialske mord. Nogle mener, herunder ofrenes forældre, at de virkelige torturbødler og mordere var en del af en bande af pædofile med høj placering i samfundet, enten inden for den katolske kirke, i det politiske liv eller i erhvervslivet.

 

Tilhængere af disse teorier siger, at de virkelige syndere ikke kunne identificeres, og at Ricart og hans ven Antonio Anglés, der stod bag grusomhederne, blev klækkeligt betalt for at dække over forbrydelserne og afsone straffen.

 

Nogle mener, at begge mænd blev bestilt til at kidnappe tilfældige piger til et satanisk orgie, og at ofrene blev filmet til en såkaldt ”snuff-film”, hvor virkelig tortur og mord bliver filmet og solgt.

 

Anglés blev aldrig anholdt. Han flygtede efter sigende til Irland om bord på et skib, men sprang ud og druknede, da han troede, politiet var efter ham. KMange tror dog, at Anglés stadig er i live og lever under falsk identitet.

 

 

Kommentarer

Kære Chris Lehmann, Jeg har med stor glæde læst dine forskellige artikler og har været imponeret over din sprogbehandling - trods nogle små "bøffer" hist og her. I artiklen om "den bestialske morder" overgår du imidlertid dig selv og fik mig til at grine højt, da du skrev, at "hans familie har skåret hånden af ham". Hvornår skulle de dog have gjort det? Jeg går ud fra, at du mener "slået hånden af ham", hvilket er det korrekte dansk. Så er jeg også lidt konsterneret over, at de religiøse organisationer frisk udtaler, at de ikke hjælper tidligere fanger. Hvem pokker gør det så her i Spanien? Ved at lade ham gå for lud og koldt vand, risikerer man jo netop, at han bliver så desperat, at han begår nye forbrydelser, ikke? Jeg synes, at situationen er temmelig låst for hans vedkommende, ikke fordi jeg sympatiserer med ham, men en eller anden form for resocialisering bør da sættes i værk for at forhindre noget værre. Med venlig hilsen Grete Tuxen
Hej Grete Det er simpelthen en fejl, jeg blankt må indrømme. Jeg har det med at blande ordsprog sammen nogle gange. Det er rettet nu! Med hensyn til hvad han nu kan gøre, så har du ret i, at det ser en smule låst ud. Det var allerede fremme inden løsladelsen, at han med stor sandsynlighed intet sted ville have at tage hen. Jeg må indrømme, at jeg på stående fod ikke er klar over, om der findes nogle resocialiseringsordninger, han kan tilslutte sig, desværre. Mvh Chris Lehmann
En trist historie, men mon det er sandt, at familien har skåret hånden af ham? Det kunne være en mulighed, hvis han var tyv og muslim, men det er ikke tilfældet, så vidt jeg kan forstå. Mon ikke de 'bare' har slået hånden af ham, som man siger ... ;-)

Hej Hanne

Der er simpelthen sket en fejl, som jeg kun kan beklage. Det er rettet nu.

Mvh

Chris

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.