Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

KRITIK: Journalister taler Trumps toldudspil op til historiske dimensioner

Skrevet af Redaktionen, lør, 19/04/2025 - 07:00

Illustration skabt af skribenten sammen med ChatGPT

Klumme

Lørdagens klumme er skrevet af journalist Jan Birkemose.

Jeg skal lige have luft for en ting, der har undret mig i en uges tid. Nemlig når magthavernes newspeak glider direkte ind i mediernes dækning.

Eller med andre ord, når spintrickene virker. Here we go …

En ting er, at præsident Trump med vanlig megalomanisk skamløshed udråbte den 2. april til Befrielsesdagen, fordi han nedkastede straftold over alverdens lande, der har tilladt sig at have en positiv handelsbalance med USA.

En anden ting er, at journalister på kritiske og uafhængige medier har taget begrebet til sig, og i vidt omfang omtaler den 2. april som Befrielsesdagen.

Når Trump lancerer så svulstig en betegnelse for et politisk udspil, er det bevidst newspeak, som har to formål, som medier og journalister ikke bør bidrage til:

At tale toldudspillet op til historiske dimensioner
At skabe et (ny)sprog, som virker begrænsende og definerende for debatten. For hvem ønsker at være imod en befrielse?

Der er ikke noget nyt i, at journalister falder for newspeak og overtager spin og gøgl. Det sker også i dansk politik, hvor journalister ofte kommer til at overtage de titler, som de politiske partier smykker deres udspil med. Det kunne for eksempel være en ’Tryghedspakke’, der handler om mere overvågning. Men de fleste titler på danske udspil signalerer trods alt sjældent noget, der er direkte løgn og latin.

Om danske journalisters ureflekterede genbrug af newspeak skyldes manglende omtanke eller om nogen finder det mere neutralt at overtage bestemte formuleringer end at lægge afstand til dem, det aner jeg ikke. Men at papegøje Trumps ord ureflekteret og ukritisk er lige så u-journalistisk som at overtage Putins forskønnende betegnelse for krigen mod Ukraine – en special militæroperation.

Den 2. april var ikke objektivt set en befrielsesdag. Langt de fleste vil nok mene, at det tværtimod var en erklæring om handelskrig. 

Kritiske journalister og uafhængige medier skal konsekvent forsøge at videregive virkeligheden så tro og fair som overhovedet muligt. Derfor skal både faktuelle og sproglige løgne og fordrejninger afsløres og ikke boostes.

Tak til Jan Birkemose.

Redaktionen ønsker dig en god weekend.

Kommentarer

Det var en yderst fornuftig artikel.
Kritikken gælder også politikerne:
https://24nyt.dk/politikerne-styrer-danskerne-med-orwellsk-newspeak/

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.