Køb en opholdstilladelse
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 20/11/2012 - 10:43
Bolig Samfund og Politik
Spaniens nye stramme udlændingelovgivning gælder åbenbart ikke for de mere velhavende.
Spaniens nye stramme udlændingelovgivning gælder åbenbart ikke for de mere velhavende.
Gælder alle udlændinge
Regeringen barsler med et forslag, der skal give udlændinge midlertidig opholdstilladelse i Spanien – helt automatisk - hvis de køber en bolig til mindst 160.000 euro.
Det bekræfter Handelsministeriets departementschef, Jaime García-Legaz, over for det økonomiske tidskrift El Economista.
- Det nye forslag er især rettet mod det købestærke kinesiske og russiske marked, som skal være med til at få bund i det spanske overskudslager af ikke solgte boliger, siger García-Legaz.
Men det gælder altså for alle udlændinge. Det er først og fremmest for at gøre det lettere for ferieboligejere fra lande uden for EU, så de ikke behøver at ansøge om visum, hver gang de vil ind i landet.
Beløbet på de 160.000 euro er dog ikke definitivt og skal primært fungere som en midlertidig guideline og kan derfor reguleres på et senere tidspunkt, når markedet ændrer sig, siger regeringskilder.
Misbrug?
Det nye forslag vil lette ansøgninger fra ikke-EU borgere, som planlægger at købe bolig i Spanien. De vil nemlig slippe for at skulle søge om visum hver gang de skal rejse ind i landet. Men også personer, som ønsker at bo i landet, vil kunne købe sig til en opholdstilladelse, hvis de investerer i en bolig. Jaime García-Legaz siger dog, at man med minimumskravet håber at undgå misbrug.
Departementchefen hævder, at der er stor efterspørgsel på billige boliger fra udlandet, og at det nye dekret skal trække udenlandske investeringer til Spanien på et tidspunkt, hvor der ikke er gang i den indenlandske efterspørgsel.
Andre kriseramte lande som Irland og Portugal har allerede indført lignende favorable undtagelser for udenlandske investorer.
Indtil nu har køb af fast ejendom ikke været nogen garanti for, at køberen kunne få opholdstilladelse i Spanien. Der har været et dramatisk fald i priserne, som er landet på et brøkdel af, hvor de var for fem år siden, og det har fået flere købere fra udlandet til at betragte ejendomsmarkedet i Spanien som en investering.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.