Køb, køb, køb!
Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 21/07/2012 - 00:05
Samfund og Politik
Bueno, bonito, barato... NEJ! Jeg vil ikke købe noget af dit skrammel – jeg ville ikke have det, om jeg så fik det gratis!
Bueno, bonito, barato... NEJ! Jeg vil ikke købe noget af dit skrammel – jeg ville ikke have det, om jeg så fik det gratis!
Vi kender dem alle. Gadesælgerne. Og hvis man nogensinde har ligget på stranden mere end to timer ad gangen, han man helt sikkert også været irriteret over de mange tilbud om tøj, solbriller, træfigurer og DVD'er.
Ja, de fleste arbejder illegalt. Og ja, det er forbudt at kopiere mærkevarer. Og ja, de har selv valgt at komme. Men desperate tider rammer alle hårdt og især nedad på den sociale rangstige.
Bag ethvert menneske er der som bekendt en historie, og hvis vi tænker os om, ville de færreste af os nok vælge præcis det hverv. Og virkeligheden er, at det ville gadesælgen nok heller ikke. Faktisk har de fleste ikke noget. Altså valg.
To journalister fra The Olive Press har krattet lidt i overfladen og er gået bag om nogle af historierne. I denne lørdagsklumme kan du komme med ind i en verden, som vi normalt kun ser udefra og bliver irriteret over, når vi bliver forstyrret i solbadningen. Historier om begrænsede valgmuligheder og med menneskelige konsekvenser på tværs af landegrænser.
Hvem ved – måske du giver den næste gadesælger et smil med på vejen? Og den bemærkning var i særdeleshed rettet mod mig selv.
Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend
Kathrine Hesner, redaktør
Af Eloise Horsfield and Helen Pierpoint
De strejfer Andalusiens strande i den brændende middagshede, tilbyder smykker, tøj og kopivarer til solbadere - ofte knokler de for så lidt som ti euro om dagen. De titusinder af sorte gadesælgere valfarter hertil fra Nordafrika og landene syd for Sahara til et mildest talt usikkert liv på kanten af samfundet.
Langt størstedelen af indtjeningen bliver sendt hjem til koner og børn i Afrika, og tilbage står det med småtterier til sig selv, tvunget til at leve i overfyldte værelser eller små lejligheder med masser af andre sælgere.
Men på trods af, at de bliver behandlet med foragt af mange ferierejsende - til tider endda med fysisk vold – er de sjældent i dårligt humør og smiler overskudsagtigt på de lange varme arbejdsdage.
Overfaldt betjente
Faktisk kom det som en stor overraskelse for mange strandbar-ejere og turister, at to senegalesiske mænd i denne måned er på anklagebænken for angiveligt at have angrebet tre betjente i Granada sidste år.
Duoen risikerer halvandet års fængsel samt 500 euro i bøde og udvisning for angiveligt at have sendt betjente på hospitalet og for vold mod tjenestevogn. Mændene havde stået vagt for at beskytte 'manteros'; gadesælgerne, der viser deres varer på 'mantas' (tæpper), som de så hurtigt kan samle op og løbe væk med, hvis politiet kommer.
Men den slags historier hører helgidvis til sjældenhederne, og for det meste accepterer sælgerne stiltiende, at varerne bliver beslaglagt.
Regeringen sender den videre
Man skal selvfølgelig ikke glemme, at disse mænd sælger deres ulovlige kopivarer uden licenser og er som regel i illegalt i landet. I henhold til spansk lov, er gadesælgere forpligtet til at indhente en tilladelse fra det lokale rådhus, før de må gå i gang med at sælge noget som helst.
- Men hvert rådhus har sine specifikke regler, så det skal takles på lokalplan. Det har intet at gøre med os, siger en talsmand for regeringen.
En hårdere linje på lokalplan har dog haft lunken succes. Alt tyder på, at politiets forsøg på at håndtere gadesælgerne i bedste fald er halvhjertet.
Den hårdere linje er ikke rigtig slået igennem
Myndighederne i Cartagena, Murcia, har maj og juni beslaglagt over tusind artikler - herunder pirat-film, falske mærkevarer som tøj, parfume, ure og solbriller.
Men hvis lokalpolitiet støder på en gadesælger, som samtidig er illegal immigrant, bliver sagen hurtigt sendt videre og overdraget til Guardia Civil, og så er der ikke mere om den sag.
Scorer gratis hjemrejse
En politimand fra Benalmádena beretter om et helt andet aspekt; når illegale indvandrere bruger myndigheder til at få et gratis returrejse:
- Med hensyn til udvisning bruger nogle indvandrere loven, når de ønsker at komme tilbage til deres lande. De beder rent faktisk om at blive deporteret, så de får deres flybillet betalt, selv om loven kun bør anvendes mod illegale, mindreårige indvandrere, fortæller betjenten.
Historier hist og pist beskriver politiets forsøg på at håndtere problemet med de illegale gadesælgere som ret halvhjertet. Engelsklærer Sally Adams beskriver, hvad hun kalder for en 'Gøg og Gokke'-sekvens, hun var vidne til nær Playa Venus i Marbella.
- Jeg så en politimand på en scooter bremse hårdt op foran en gruppe gadesælgere. De spændede derfra i flere retninger, og nogle smed deres varer på vejen. Betjenten satte efter en af dem på sin scooter og fik ham trængt op i en krog, siger 31-årige Adams, der bor i Genal-dalen.
- Politimanden kunne så let som ingenting have anholdt ham. Han havde ham i armen, mens han stadig sad på sin scooter, men han tøvede for længe, og fyren slap væk igen. Det var helt tydeligt, at han ikke gik særligt meget op i at anholde ham, fortæller hun.
Andre vidner fortæller, at de har set politifolk jagter sælgerne men kun indtil stranden, for derefter give op, når sælgeren løb væk hen over det varme sand.
Har aldrig haft problemer
Vi kender dem alle - gadesælgerne
Ordensmagtens halvhjertede forsøg bliver bekræftet af gadesælgerne selv:
- Jeg har aldrig haft nogen problemer med myndighederne," griner 28-årige Khalifa fra Marokko.
Han bor i Málaga og tilbringer sine dage med at trave hele vejen langs med Playa de la Rada i Estepona og sælge kjoler.
- Jeg køber tøjet her i Spanien, hvor det er billigt og sælger dem videre både her og i det nordlige Marokko. Jeg rejser frem og tilbage mellem de to lande og bruger omkring to uger i hver, siger han.
Stramning efter klager
Nerja Rådhus annoncerede dog for nylig en stramning af indsatsen mod gadesælgere efter henvendelser fra utilfredse butiksindehavere.
- Vi fik klager fra lokale erhvervsliv. Jeg ved ikke, hvor mange, siger en talsmand for rådhuset.
Men mens den nye 'hårde linje' ikke har ført til en eneste anholdelse indtil videre, beslaglægger myndighederne i Nerja alligevel 500 artikler om ugen.
Bar-ejere på sælgernes side
Nogle virksomhedsejere er altså trætte af sælgerne - en chiringito-ejer i Estepona klager eksempelvis over, 'jeg betaler masser af skatter, og de gør ikke'. Ikke desto mindre var de fleste barejere, som journalisterne fra Olive Press talte med, mere tolerante.
- Vi har ikke et problem med dem, siger Georgien Kirby, der fortæller, at omkring otte gadesælgere hver dag kommer ind i hendes forældres bar, Olas på Playa Burriana i Nerja, hvor meget af stramningen fra byrådet i Nerja bliver målrettet.
- Hvis du beder dem om at gå, går de. De eneste, der generer os, er dem, der spiller musik. Vi er en sportsbar, og de kommer altid lige når fodbolden er ved at starte, tilføjer hun.
Skjuler sælgerne på loftet
Diane Salters, ejer af Blue Med, der også ligger på Playa Burriana, er også tolerant.
- Jeg har det fint med dem. De er virkelig søde mennesker, og jeg synes, det er hyggeligt, de kommer ind. Jeg er overrasket over stramningerne fra Nerja Rådhus. Jeg har været på ferie andre steder, hvor det er langt værre, siger hun.
En kvinde fra San Pedro, som ikke ønsker at blive navngivet, har taget tolerancen et skridt videre og lader gadesælgerne opholde – og skjule sig på lortet af hendes restaurant.
- Jeg skjuler dem fra politiet og giver dem noget at drikke. De gør ikke nogen ondt. Lokalpolitiet sætter sådan en klemme på dem. Det er ligesom en rævejagt, og jeg har ondt af dem. De er nødt til at hoppe i buske og smide deres varer i skraldespanden, siger hun og sætter til sidst trumf på:
- Oven i det, så elsker briterne dem.
Laver tv-dokumentar
Den hollandske journalist Caroline van Soelen har også sympati for skæbnerne på gaden og fortæller, at mange af dem rent faktisk havde ordentlige job i deres hjemland, inden de kom hertil med drømmen om et bedre liv. Hun er lige nu ved at lave en tv-dokumentarfilm om gadesælgerne.
- Faktisk er de her og arbejder ulovligt på grund af manglende valg. De kommer her for at få et bedre liv, men det ender med at blive et værre, forklarer hun.
Benalmadena-baserede Van Soelen har interviewet snesevis af gadesælgere, efter at være blevet chokeret over indholdet på forskellige hjemmesider, der advarer britiske turister mod gadesælgere. Mange af dem ønsker desuden at arbejde lovligt.
Et år er blevet til seks
- En fyr fortalte mig, at han plejede at være en taxichauffør i Ghana og ønskede at gøre det samme her. Han fik at vide af de spanske myndigheder, at han ville få en licens inden for et år. Seks år senere venter han stadig, fortæller hun.
- Generelt føler de sig triste over, hvordan de bliver behandlet. Mange mennesker ignorere dem helt. Men det, jeg finder mest oprørende, er, at de ikke kan se deres familier, siger Caroline van Soelen.
Faktisk har Abdou, der sælger tasker på stranden i Benalmádena, ikke set sin familie i Gambia i seks år.
- Jeg vil ikke tage tilbage, inden jeg har lavet nogle penge, siger han med tårer i øjnene.
Men når Abdou har købt mad og betalt husleje til den lille lejlighed, han deler med fire andre sælgere, har han ingen penge tilbage til at sende hjem til familien og da slet ikke penge til at rejse på besøg.
Fin, fin løsning
28-årige Khalifa fra Marokko har dog fundet sin egen løsning på det problem:
- Jeg har en kone i Marokko, og en kæreste med to børn i Spanien, siger den 28-årige.
I den optik er det ikke så underligt, at han i øjeblikket nyder sit liv, hvor han veksler mellem sin hjemlandsby nær Marrakesh og Costa del Sol.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.