Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Køber lige skyskraber

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/12/2011 - 12:17

Penge & Forbrug


Kriseramt entreprenørselskab skiller sig af med en af Madrids mest emblematiske bygninger for millioner.

Kriseramt entreprenørselskab skiller sig af med en af Madrids mest emblematiske bygninger for millioner.


Den 157 meter høje skyskraber Torre Picasso, er blevet solgt til den gallisiske tøj-gigant Amancio Ortega - mest kendt som indehaver af den internationale modekoncern Inditex, der blandt andet driver modebutikkerne Zara, Berska, Bull & Bear og Stradivarius.


Sælgeren er det landsdækkende entreprenørselskab FCC, der ejes af en af landets rigeste kvinder, Esther Koplowitz. Indtægterne fra salget skal være med til at reducere selskabets underskud, der sidste år blev opgjort til 7,7 milliarder euro.

Prisen for den 47 etager høje bygning er 400 millioner euro, oplyser dagbladet El Mundo.


Første skyskraber

Torre Picasso var i sin tid både Madrids og Spaniens højeste bygning. Den blev tegnet af den japansk-amerikanske arkitekt, Minoru Yamasaki – som også stod bag opførelsen af World Trade Center i New York – i samarbejde med de spanske arkitekter Jordi Mir Valls og Rafael Coll Pujol.

Bygningen kom på tegnebordet i 1974, men byggeriet kom først i gang i 1982 og var færdigt seks år senere og var da den højeste bygning i hele landet. Siden kom Gran Hotel Beli i skyskraber-byen Benidorm til, og med de fire højhuse CTBA måtte Torre Picasso se sig overgået – både i højde og format.


Sælger flere bygninger

Begrundelsen for at selskabet ønsker at skille sig af med den gamle skyskraber er vedtagelsen af en ny ”rotations-plan for ikke strategiske aktiver” fremgår det af en meddelelse.

FCC har også valgt, at sælge selskabets hovedsæder i Calle Balmes i Barcelona og i Federico Salmón i Madrid for 60 millioner euro til et britisk investeringsselskab.

FCC ventes til november næste år at indvie sin nye ni-etagers bygning i las Tablas i Madrid, som skal huse 1.450 medarbejdere.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.