Kæmper for sidste kilometer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/01/2014 - 10:32
Vejr og natur
Grøn borgmester kæmper desperat for at bevare den sidste uspolerede kilometer kystlinje i Orihuela Kommune, Alicante.
Grøn borgmester kæmper desperat for at bevare den sidste uspolerede kilometer kystlinje i Orihuela Kommune, Alicante.
Men miljøet får kamp til det sidste, for et mistillidsvotum, der blev fremsat tidligere i december af Folkepartiet (PP), kan nemlig fjerne Monserrate Guillén fra sin post som en af naturens største beskyttede.
Afgørelsen i sagen kommer i dag ved årets første kommunalbestyrelsesmøde. Hovedpunktet på dagsordenen er en mistillidsafstemning mod den siddende borgmester.
1.700 huse godkendt
Guillén er borgmester for De Grønne og sammen med hans koalitionspartner, socialistpartiet PSOE, har kommunen forpligtet sig til at give et bud på den fremtidige udvikling af området La Cala Mosca.
Under det tidligere konservative styre, blev der godkendt et projekt til opførelse af 1.700 huse på den strækning, der betegnes som det sidste stykke natur i den turist-tunge kommune, der i forvejen har 16 kilometer kyst, der er bebygget ned til sidste centimeter.
Konservative bag nyt mega-byggeprojekt
Fem af de 12 konservative medlemmer i kommunalbestyrelsen er for øjeblikket enten ved at blive undersøgt for anklager om korruption eller er allerede blevet dømt, men trods dette har partiet altså været i stand til at fremsætte en mistillidsafstemning til borgmesteren på grund af planerne om ”bygge-fredning” af den sidste kilometer strand.
Orihuela ligger i La Vega Baja i den del af provinsen, der grænser op til Murcia. Omkring en tredjedel af alle de korruptions-sager, der er ved at blive undersøgt i Alicante, er beliggende i dette eftertragtede område, og langt de fleste har forbindelse til byggeri og ejendomsspekulation.
Der er opført 40.000 huse i området, hvoraf en fjerdedel ikke har byggetilladelserne i orden.
Cala Mosca-projektet blev godkendt i 2007 under den daværende PP borgmester Mónica Lorente, der havde et solidt konservativt flertal bag sig, og omfatter opførelse af 1.700 nye huse.
Den konservative eksborgmester er nu under anklage om mindst to tilfælde af korruption, hvoraf Cala Mosca kan komme ind som den tredje.
Sidste naturstrand
Cala Mosca er det eneste område langs kysten, der ikke er bebygget. Det er på 600.000 kvadratmeter og løber langs stejle skrænter, der vender ned mod en beskyttet bugt, der ikke kan ses fra resten af strandpromenaden.
Området er hjemsted for flere sjældne dyre- og plantearter som Tudorella Mauretanica-sneglen, der er udrydningstruet, samt en art af Cistus Jara-planten, der kun findes nogle få steder i Spanien, på Sardinien og dele af Nordafrika.
Repræsentanter for EU besøgte området i november på anmodning fra Det Grønne Parti, der krævede en miljøundersøgelse af området.
- De spanske myndigheder er forpligtet til at overholde EU- lovgivningen om miljøbeskyttelse, udtaler partiet.
Kræver en undersøgelse
Den grønne borgmester, Monserrate Guillén, har opfordret Orihuelas miljøafdeling til at erklære området for et ”mikro-naturreservat”, men afdelingen nægter at kommentere sagen, indtil entreprenørfirmaet, Grupo Inmobiliario Gomendio, har gennemført en miljøundersøgelse.
Guillén overtog borgmesterposten i 2011efter Mónica Lorente, der mistede sit absolutte flertal, efter at en gruppe rebelske PP-byrådsmedlemmer forlod partiet og sluttede sig til det socialistiske oppositionsparti, PSOE, og De Grønne, som dermed blev i stand til at danne en valgkoalition.
Men to af udbryderne truer nu med at stemme sammen med deres gamle parti ved en formel mistillidsafstemning i dag den 3. januar mod Guillén.
- Der er nogle meget magtfulde interesser på spil her, siger Guillén op til afstemningen, der kan komme til at koste den sidste kilometer af uspoleret strandmiljø.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.