Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rygter om afgifter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/12/2013 - 10:37

Bolig


nybyggeri, renovering eller bare en lille opfrisker af farven på muren? Uanset hvad skal du huske at søge om tilladelse hos myndighederne. Spa...

nybyggeri, renovering eller bare en lille opfrisker af farven på muren? Uanset hvad skal du huske at søge om tilladelse hos myndighederne. Spanien i Dag har fået en læserhenvendelse.

 

Dorthe Jørgensen skriver:

Jeg har fået fortalt, at man skal ansøge om lov til at vedligeholde eller forbedre sin bolig, hvorefter man bliver pålagt en afgift til kommunen i forhold til arbejdets værdi. Hvis man opgiver et for lille beløb, bliver det hævet efter myndighedernes skøn.

 

Det kan f.eks. være maling af huset eller udskiftning af køkken eller bad i de eksisterende rum.

 

Det blev påstået, at politiet kom og lukkede huset, så håndværkere ikke fik lov at få deres værktøj med, før afgiften var betalt. Det er forhåbentlig en and.

 

Yderligere viste vedkommende at alle varmekompressorer indkapsles, så de fremstår pænere.

 

Jeg vælger at tro, at vedkommende tog gas på mig, men...

 

Mange hilsner og tak for mange dejlige timer med jeres avis - Dorthe Jørgensen

 

Kære Dorthe Jørgensen...

Jeg kan godt give dig et overordnet svar på det, du skriver.

 

Det er korrekt, at stort set uanset hvad, du vil lave ved din bolig, skal der indgives en ansøgning til kommunen. En såkaldt 'solicitud de permiso de obra menor' (ansøgning om tilladelse til mindre byggearbejde, red.).

 

Arbejdet skal beskrives, og afhængigt af omfanget skal der også medfølge en skitse eller tegning.

 

I ansøgningen skal man oplyse omkostningerne om arbejdet, og det er ligeledes korrekt, at hvis teknisk afdeling i kommunen skønner, at det er for lavt sat, sætter de dem op efter gældende normer.

 

Udgifterne danner grundlag for den afgift, som kommunen beregner sig. Den kan variere fra kommune til kommune, men omkring fire procent er meget normalt.

 

Med mindre andet er aftalt, må arbejdet ikke påbegyndes, før tilladelse er givet og afgiften indbetalt.

 

Ikke nødvendigvis en and

Jeg kender mange eksempler på, at boligejere laver småarbejder uden at søge om tilladelse. Lokalpolitiet, der jo af styret af af kommunen, har til opgave at holde øje med tegn på bygningsarbejder og kontrollere, at der er indgivet ansøgning.

 

I praksis sker det ved, at politiet henvender sig i boligen og beder om at se tilladelsen. Hvis du ikke kan fremvise tilladelse, kan du godt regne med, at arbejdet straks bliver stoppet.

 

Om dit eksempel med lukning af hele huset er en and eller ej, er svært at vurdere. Hvis der er tale om et stort arbejde, som mange altså tager chancen med, vil det ikke undre mig, at noget i den stil kan finde sted.

 

I visse kommuner og områder er der regler for, at varmepumper monteret på ydervægge skal være indkapslede, så alt i alt er der en ganske stor chance for, at vedkommende ikke tog gas på dig.


Mange venlige hilsner

 

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.