Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kanarie-ø er blevet højere

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 30/12/2013 - 11:15

Vejr og natur


Træerne vokser ikke ind i himlen, men det gør øer tilsyneladende. El Hierro er i hvert fald godt på vej og har hævet sig med hele 20 centim...

Træerne vokser ikke ind i himlen, men det gør øer tilsyneladende. El Hierro er i hvert fald godt på vej og har hævet sig med hele 20 centimeter siden 2011. Alene i løbet af de seneste to uger har øen hævet sig med mere end fem centimeter.

 

Magmaen under den lille Kanarie-ø presser jorden opad, viser beregninger fra geografisk Institut, IGN. Instituttet følger udviklingen nøje, skriver ABC.es.

 

Den 22. december startede en ny serie mindre jordskælv, som fredag kulminerede med det hidtil kraftigste på 5,1. Jordskælvets epicenter lå omkring 15 kilometer under Frontera Kommune på den vestlige del af øen.

 

I løbet af den seneste uge har der været godt 200 skælv, og flere har kunnet mærkes af indbyggerne på naboøerne. Efter det store skælv fredag har der kun været registreret en række mindre rystelser på mellem 1,6 og 3,7.

 

Ikke færdig med at ryste

Oplysningerne om de mange jordskælv og ændringerne i overfladen bekræfter, at undergrunden under El Hierro stadig er aktiv, selv om der nu er gået 22 måneder, siden de regelmæssige vulkanudbrud begyndte.

 

Ifølge IGN kan bevægelserne under øen fortsætte i mange måneder - muligvis år. Hos IGN arbejder 35 personer med at registrere bevægelserne i det jordskælvsramte område.

 

Siden den underjordiske aktivitet startede i sommeren 2011 har der været flere end 20.000 rystelser under øen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.