Kemiingeniør med middelalderlige holdninger
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/03/2013 - 10:59
Kendte & kongelige
Jorge Mario Bergoglio, med pavenavnet Francisco I på spansk, Francesco på italiensk og Frans på dansk, raser mod homoægteskaber, aborter og ...
Jorge Mario Bergoglio, med pavenavnet Francisco I på spansk, Francesco på italiensk og Frans på dansk, raser mod homoægteskaber, aborter og kvindelige præster, men roses samtidig for sin ydmyghed - for eksempel tager han helst bussen på arbejde.
35 millioner spanske og 1,2 milliarder katolikker på verdensplan har fået ny pave.
Valget gik hurtigt. Den femte røgopsendelse var hvid
For første gang i 501 år får de spanske katolikker en spansktalende pave. Jorge Mario Bergoglio er søn af en italiensk indvandrer og en argentinsk kvinde.
Han har tillige opholdt sig i Spanien ad flere omgange. Første gang med studier på universitetet i Alcalá de Henares nær Madrid fra 1969 til 1972 og senest i firserne som åndelig leder i Córdoba.
I 1992 blev han udnævnt som biskop i Argentina, og fem år senere blev han ærkebiskop over Buenos Aires.
Åben krig
I de store sociale spørgsmål beskrives han som en klassisk, konservativ katolik af den heeeelt gamle skole. Det kom til udtryk, da hans hjemland, Argentina, som den første nation i Latinamerika gav grønt lys for homoseksuelle ægteskaber.
Bøsser og lesbiske fik også lov at adoptere og på alle måder opnå samme rettigheder som landets heteroseksuelle par.
Gode miner til slet spil. Cristina Fernández de Kirchner og Jorge Mario Bergoglio
Det fik Bergoglio til at sende et varslingsbrev ud til medlemmerne af den katolske kirke i Argentina, der tæller 90 procent af Argentinas befolkning. I brevet skriver han blandt andet, at regeringens beslutning ikke er en politisk beslutning, men et direkte angreb på Guds plan. Et djævelens værk.
Argentinas præsident, Cristina Fernández de Kirchner, angreb Bergoglio med anklage om, at han ønskede at bringe samfundet tilbage til Middelalderen og inkvisitionen.
Schweizergarden klar til at passe på Francisco I. De schweiziske lejetropper har passet på paverne siden 1506
Nej til luksus
Bergoglios hjerte banker for de fattige, og han bor til daglig i en lille lejlighed uden for argentinske Buenos Aires efter at have afvist en meget mere luksuriøs bolig, som han ellers fik stillet til rådighed som ærkebiskop.
Han tager helst bussen, når han skal omkring, og han tilbringer efter sigende sine weekender i ensomhed.
Da Bergoglio ankom til Rom sammen med de øvrige kardinaler for at deltage i valgprocessen, hørte han da også til blandt de få, der afviste at blive kørt i Vatikanets officielle biler.
Bergoglio skjuler ikke sin passion for fodbold. Han er fan af fodboldklubben San Lorenzos
Den nye paves helbred siges at være godt. Eneste "skranteri" er dog lidt vejrtrækningsproblemer, efter at han på et tidspunkt fik fjernet den ene lunge.
Et smil
Tusinder af fremmødte på Peterspladsen og millioner af fjernsynsseere var i går aftes vidne til at se den nye pave smile og ligefrem fyre en vittighed af, som fik de fremmødte på pladsen til at grine. Det skete, da han kom med sin kommentar om, at han syntes, kardinal-kollegerne havde fundet Roms ny ærkebiskop fra en "noget fjern egn".
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.