Bortførte sin senile bedstemor
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/09/2011 - 11:57
Krimi og katastrofe
En 23-årig mand er anholdt og tiltalt for at have 'kidnappet' sin demente bedstemor fra et plejehjem i Málaga.
En 23-årig mand er anholdt og tiltalt for at have 'kidnappet' sin demente bedstemor fra et plejehjem i Málaga.
Den unge mand ville have sin 82-årige demente bedstemor til at skrive under på et banklån, men han er nu sigtet for svindel.
Ville udnytte umyndiggjort bedstemor
Den ældre kvinde er så dement, at hun er umyndiggjort, og hun har ikke lov til at forlade plejehjemmet uden forudgående tilladelse.
Fredag eftermiddag dukkede den 23-årige op på plejehjemmet under påskud af, at han ville tage sin aldrende bedstemor med ud på en køretur. Plejehjemmets ledelse fattede mistanke til, at der stak noget andet under og afviste mandens ønske med henvisning til, at kvinden ikke bare kunne forlade plejehjemmet.
Meldte sig selv
Men det var den 23-årige ikke tilfreds med. Han benyttede et øjebliks uopmærksomhed fra personalet til at liste ud af døren med den 83-årige i kørestol. Han fik bukseret sin bedstemor ind i en bil og satte af sted til banken.
Plejehjemmet opdagede kort efter, at kvinden var forsvundet og ringede med det samme til politiet, som satte gang i en større eftersøgning. Den unge mand henvendte sig senere på dagen til politiet i selskab med sin demente bedstemor for at forklare, hvad der var sket.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt det lykkedes den 23-årige at få sin bedstemor til at skrive under på banklånet. Han blev anholdt, men senere sat på fri fod igen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.