Klar med plan mod skattely
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 15/08/2013 - 01:00
Penge & Forbrug
I ly af den rullende korruptionssag mod PP og stadigt mere fyrige konflikt mellem Spanien og Gibraltar, går det spanske skattevæsen stille med...
I ly af den rullende korruptionssag mod PP og stadigt mere fyrige konflikt mellem Spanien og Gibraltar, går det spanske skattevæsen stille med dørene.
Kilder i skattevæsnet oplyser til dagbladet ABC at skattevæsnet vil undersøge borgere og selskaber, der gemmer formuer på Costa del Sol via skattely på klippehalvøen.
Det spanske skattevæsen, La Agencia Tributaria, nedsatte tidligere i år en arbejdsgruppe, der skal kulegrave konsekvenserne af den omfattede skatteunddragelse på Gibraltar.
Gruppens rapport konkluderer, at der skal sættes ind mod ejendomsspekulation på Costa del Sol, hvor investorer forsøger at slippe for beskatning af deres investeringer.
Flere tusinde undgår skat
Det anslås at mere end 3.000 luksusejendomme på Costa del Sol har undsluppet beskatning ved oprettelse af aktieselskaber på Gibraltar, hvor ikke-residente kun betaler tre procent i skat.
Situationen forværres i de tilfælde hvor virksomhederne er drevet som kommanditselskaber på Gibraltar, eller når ejendommene er ejet af skuffeselskaber i tredje-lande, oftest forbundet med skattely. Her skal der end ikke betales tre procent i skat.
Det spanske skattevæsen kritiserer at skattesnyderne nyder infrastruktur, vejnet og sociale ydelser i Spanien uden at betale en eneste euro i skat til den spanske stat.
6.700 personer i sigtekornet
Der er også personer, der reelt er bosiddende på Costa del Sol, især i Sotogrande, Estepona og Marbella, men skattemæssigt hjemmehørende på Gibraltar, hvorved de også slipper uden at betale til statskassen
Endelig er også en gruppe af personer der ejer og arbejder på klippehalvøen, men har sommerhus i Spanien og pendler hver weekend hen over grænsen.
Skattevæsnet menes at have 6.700 skatteborgere i kiggerten, der mistænkes for at benytte sig af skattely på Gibraltar.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.