Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Striber, klodser og krise-stop

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 17/05/2014 - 00:05

Klumme


Digital leg har ikke overtaget godt gammeldags byggeri og kreativitet - tværtimod. Og i krisetider bliver der sparet på luksusting som koncert...

Digital leg har ikke overtaget godt gammeldags byggeri og kreativitet - tværtimod. Og i krisetider bliver der sparet på luksusting som koncerter, rejser og selvforkælelse, men krisen er måske endelig på retur - på flere planer.

 

Da en vis Hr. Wilkenschildt henvendte sig med krokodilletårerne trillende ned ad kinderne, få dage inden han skulle en tur til Danmark, forbarmede jeg mig selvfølgelig. Ja, jeg skal nok lave lørdagsklummen.

 

Men jeg er så heller ikke et større menneske, end at det skal koste noget...

 

Tak for nyhederne, Torben

Det kommer nok som et chok for mange, men Torben laver ikke Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly helt alene. Pia Bruun, Esben Drachman og jeg knokler dagligt, men af en eller anden årsag får Torben alle roserne, og det er jo egentlig okay. Han får jo i sagens natur også risene, når vi har skrevet noget rod.

 

Men en ekstra opgave - klummen - kommer jo altså oveni det daglige, så hvad skal det koste?

 

I krisetider spares der på frisør-kontoen, til man ligner leverpostej

 

I lang tid har mit hår nærmest fået leverpostejfarvet til at ligne en discofest, så det er nok dér, vi skal sætte ind, tænker jeg. Og de seneste to klipninger er foregået i henholdsvis en have og en bruseniche, da pengene somme tider er små, og så må man jo prioritere.

 

Men kender I så det dér med, at man sætter et krav, som så alt for hurtigt bliver imødekommet?

 

- Okay, jeg skriver klummen, men så vil jeg klippes og have lyse striber!

 

- Okay, kan du tirsdag?

 

...

 

 

Så er det, at man gerne lige ville have smidt en lønforhøjelse, pensionsopsparing eller bare en lille ferie på Bahamas oven i hatten! Men det bliver nu skønt at få lidt disko tilbage i håret.

 

Klodset eventyr

Mens vi venter kan vi jo lige smutte omkring en helt anden sag. For mens der har været altoverskyggende global økonomisk krise, der har sendt stort set alt og alle i knæ, så klarer et særligt firma sig storslået. Lego fejrer to runde fødselsdage i år samtidig med fremgang.

 

Når der er krise, tænker vi tilbage på de gode tider, og de børn og unge, der i 1970-erne fik Legoklodser i Spanien for første gang, er i dag voksne og selv forældre. De deler nu deres barndomsbyggerier med ungerne, så selvom meget i dag handler om computerspil og den slags, er det altså ikke sket på bekostning af de go'e gamle Lego-klodser.

 

Legetøjsmarkedet generelt faldt fra 2008 og frem til 2012 med fire procent, hvorefter der har været let fremgang. Ifølge Abc.es var fremgangen for Lego i Spanien på ni procent i 2013, så de danske klodser er altså kommet for at blive.

 

Pressechefens visitkort er en lille figur designet specielt til ham

 

De kom til Torrejón de Ardoz for 40 år siden og havde dengang 39 ansatte. I dag er der kun 19 ansatte i Madrid, men alligevel større omsætning. Ifølge Abc.es er det firedoblet på de fire årtier.

 

Ifølge avisen kan selskabets spanske ledere ikke rigtig forklare, hvorfor Lego bliver ved med at hitte, men det kan Legos pressechef heldigvis. Roar Rude Trangbæk sidder til dagligt i Billund, hvor hele det klodsede eventyr startede.

 

Hør interview med pressechefen her:

 

Tillykke til Lego med de 40 år i Spanien og med navnet!

 

Farvel til hjemmeklippet leverpostej

Men fra en af krisens vindere til en anden. Mig! Nu skal leverpostejen ud og diskoen ind.

 

Sådan så alle mine hårstrå vist ud

 

Jeg sætter mig i stolen hos frisøren Gottlieb Hair i Fuengirola. Salonen ligger i dag centralt i Fuengirola en spytklat fra togstationen. Indehaver Kim Gottlieb tager sig kyndigt af mig. Han har lavet hår, siden jeg gik med ble, og som lokkerne lysner og de spaltede vathår daler til jorden, kan jeg ikke lade være med at udbryde:

 

Hvor ER du dygtig! Hvor ER det pænt! Tusind, tusind tak!

 

Ødelagt?

Leverpostej er en saga blot, og jeg ligner en milliard. Kim startede ellers med at sige, at striber ville ødelægge mit hår lidt, men jeg insisterede, og lad mig sige én ting. Hvis det her er ødelagt hår, skal jeg lige have slået det tillægsord op.

 

Og ikke nok med det. Kim har selskab af kosmetolog og zoneterapeut Silvia Sánchez, og hun kan fikse både det ene og det andet. Hun er enormt sød og lover at fikse krop, ansigt (og sjæl?) to dage senere. Jeg blev kørt ned af en bil forleden, men det var også samme dag, som jeg genoptog træning, så jeg er lidt i tvivl om, hvorfor det gør lidt ondt rundt omkring. Uanset hvad, kan en massage vel ikke skade.

 

Krisen er aflyst

Mens min hår/krop/ansigt-krise stille og roligt bliver fikset, kan vi da lige dvæle ved et par af ugens go'e og knapt så krise-agtige historier.

 

Rejsebranchen oplever massiv fremgang, men det er ikke strand- og daseferie, der trækker voldsomt længere. Næh, i dag vil vi opleve, se flere steder og på forskellige måder. Det er de skræddersyede feriers tid, og branchen melder om fremgang på oo mod 20 procent. På ét år! Læs mere her

 

Samtidig med forsigtig optimisme og købelystne udlændinge til brand-gode boligtilbud i Spanien skal man altså efterhånden være i ualmindeligt ringe humør for ikke at kunne spore fremgang og udsigt til lysere tider.

 

Læs mere om de købelystne udlændinge her

 

Og så har SAS jo meldt ud, at man går ind i kampen mod Norwegian og Ryanair om danskerne med direkte ruter til Spanien. Konkurrence udmunder jo som regel i billigere flybilletter, så det kan vi jo kun tolke som en rigtig god nyhed for forbrugerne. Læs mere her

 

Det, du sparer på flybilletten, kan du jo passende bruge på dig selv, og lad mig så lige komme med et lille forslag. Smut ned til Gottlieb Hair, næste gang du er i nærheden, om du så bor her eller bare skal på ferie! Det er vel også en slags skræddersyet kombinations-ferie: strand om dagen - selvforkælelse om eftermiddagen. Og det er jo både moderne.

 

¡Perfecto!

Nå, det er blevet tid til massagen. Silvia tager imod, og jeg bliver straks smidt op på briksen. Jeg er ikke den typiske kvinde, der går op i den slags som mode og helse, og jeg aner ikke hvad ditten og datten betyder. Fik en ansigtsbehandling for en del år siden i Thailand, og hun grinede så meget ad min hud, så hun måtte hente kollegerne og pege og grine sammen med dem! Det hjalp ikke på min begejstring for den slags.

 

Men, lad mig lige sige: der er andre boller på suppen her. Silvia siger ting som 'perfecto' og 'muy bién'. Jeg er ikke helt klar over, om hun mener, at jeg er dygtig til at ligge der, eller om hun roser sig selv, men jeg føler mig i gode hænder (og føler egentlig også en vis stolthed over, at arrangementer, der involverer min hud kan afstedkomme den slags udbrud - uanset, hvad der så er motivationen bag). At hun så lige krydrer det med at gætte mig til at være seks år yngre, gør jo bestemt ikke tingene værre.

 

Der bliver taget hånd om mig, og som Silvia forklarer: ikke én får samme behandling. Alle er jo forskellige, og så er der det med årstiden og tidspunkt og alder og, og, og. Hun taler engelsk krydret med spansk. Ind imellem, når jeg ligner et spørgsmålstegn, hiver hun et stykke papir frem med danske gloser, så jeg forstår, at når hun trykker præcis dér på foden, fikser hun lige mine lunger, nyrer, hjerte og slige sager. Nå ja - og så fjerner hun også lige rynkerne.

 

Et nyt menneske

Jeg begynder alvorligt at tvivle på, om Torben vil kunne kende mig, når han vender tilbage. Det kan jo endda være, at jeg ender med at blive et bedre menneske, der i fremtiden vil hjælpe uden at kræve noget til gengæld?

 

Man skal huske at sætte pris på de mindre ting i livet, og må jeg lige give en lille anbefaling med her på falderebet, inden jeg skal til livekoncert med Sandie Nielsen og Sanne Salomonsen på Castillo Sohail i aften: Bliv klippet, stribet, massage't og fikset. Og gør det eventuelt hos Gottlieb Hair - jeg si'r det bare. Livet er lidt sjovere, når man ikke er en hjemmeklippet leverpostej med ondt i ryggen.

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en selvforkælende, musikalsk og kriseløs weekend

 

Kathrine Hesner

 

---

 

Gottlieb Hair kan fikse dig på alle hverdage fra klokken 10 til 18 og har telefonnummer: 952660944. Hvis du vil have fat i Silvia, kan du fange hende på telefonnummer: 625261237 eller mail: sesq.13.estetica@gmail.com

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.