Kom gift i maden
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/02/2013 - 07:44
Krimi og katastrofe
Man regner jo ikke ligefrem med at blive forgiftet, når man går i byen for at spise, men det var faktisk tilfældet på en restaurant i Gijón...
Man regner jo ikke ligefrem med at blive forgiftet, når man går i byen for at spise, men det var faktisk tilfældet på en restaurant i Gijón, hvor en køkkenmedhjælper gennem flere år puttede gift i drikkevarer og i maden.
Politiet anholdt i går en 55-årig køkkenmedhjælper for at havde forgiftet mindst ti personer, der iblandt personale, gæster og restaurantens ejere, der gennem længere tid havde haft kvalme og dårlig mave.
Stedet havde på et tidspunkt skiftet ejere, og de tidligere ejere klagede også over, at de havde ondt i maven.
Hvis ikke ulovlighederne var blevet afsløret kunne det være endt med den stille død for flere af de involverede.
Cyanamid og ascorbinsyre
Manden arbejdede i køkkenet på den lokale restaurant El Lavaderu i Cimadevilla-kvarteret i Gijón. Her fornøjede han sig med at hælde en blanding af cyanamid og ascorbinsyre i den mad, som han serverede for ejerne og gæster.
Præparatet sælges på apoteker under navnet 'Colme' og anvendes til behandling af kronisk alkoholisme. Hvis det tages sammen med alkohol, kan det forårsage alvorlige reaktioner såsom opkastning, svimmelhed eller hjertebanken.
Manden blev anholdt den 4. februar i sit hjem, efter flere måneders efterforskning.
Sagen startede efter gentagne klager fra gæster og personalet, der fortalte, at de var blevet dårlige efter at have spist restaurantens mad.
Kokken døde
Alle blev syge, med undtagelse af den anholdte, og det var derfor politiet begyndte at fatte mistanke til manden, der havde arbejdet syv år i restauranten.
Køkkenmedhjælperen kan have ét dødsfald på samvittigheden. Restaurantens 60-årige kok døde den 20. maj 2011 af et hjertestop. Det var i alt fald den forklaring, lægen gav på kokkens uventede dødsfald og familien bad ikke om, at der blev foretaget en obduktion. Manden havde gennem nogen tid følt sig utilpas og faldt så pludselig om, netop som han var ved at forberede dagens ret.
Ejerne mener at køkkenmedhjælperen er psykopat, og at manden brugte gift hver gang han blev uvenner med sine kolleger eller chefer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.