Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kom, lad os svælge i sommer, skygge, venner og kølige drinks

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 05/07/2025 - 06:20

Klumme

Slut med trælse topmøder, bedrevidende brok og andet bras.

Denne klumme bliver lidt anderledes end normalt. For normalt har vi jo noget på hjerte ... 

Vi kunne selvfølgelig godt skrive om politikere, der lige nu træder vande, vasker hænder og peger fingre som var fanden i hælene på dem.

Vi kunne også godt skrive om, at både PSOE og PP i dag holder møder om organisationsændringer på højt plan.

Eller om, at PP kæmper for at skabe flertal for en mistillidsafstemning mod Pedro Sánchez, og at han kæmper imod.

At Alberto Feijóo (PP) nu forsøger at blive bedste venner med den Carles Puigdemont (Junts), som han hidtil har foragtet.

At der hersker kaos i både lufthavne, fly og jernbaner på grund af de mange rejsende, dårlig organisering og alle mulige andre undskyldninger.

Vi kunne også skrive om, at alle fortsat skændes om at placere ansvaret for den store strømafbrydelse den 28. april.

At Rusland angriber Ukraine hårdt og vinder terræn.

At politikere erklærer anklagede for skyldige, inden en domstol har dømt dem.

Eller måske om, at FN’s budget til fredsbevaring er på cirka 30 milliarder dollar, mens NATOs budget til oprustning er på cirka 2,4 billioner dollar.

Vi kunne i virkeligheden også skrive om, hvor bedrevidende folk er, når der advares om ekstreme varmegrader for årstiden i Spanien: "Det er jo bare sommer/Sådan er det hvert år/Hos mig er der slet ikke så varmt/Skriv dog nogle rigtige nyheder".

SUK!

Alle facebookeksperterne er klogere end de spanske meteorologer … Men hør nu: Når Aemet advarer, er det med god grund. Bare fordi det ikke lige er vildt varmt på Toves terrasse, kan det jo godt være anderledes andre steder i store, vidunderlige Spanien. Når der er udsendt et særligt vejrvarsel - uanset om det vedrører voldsom regn, vild vind eller rekordvarme - skal det respekteres! Og så kan du også godt regne med, at både danske og spanske medier skriver om det. Det bør de faktisk, fordi folk dør under ekstremt vejr. Sidste år kostede varmen 52 mennesker livet, ifølge det spanske register for overdødelighed!

Men ...

I stedet for at skrive om at det bras, vi vil på denne dejlige lørdag gøre noget helt andet. Vi vil finde noget skygge, så vi kan nyde det gode vejr, læne os tilbage, drikke en kølig drink (og noget vand, det er jo vigtigt!) og omgive os med dejlige mennesker, der hverken brokker, bekriger eller piller navle.

For så heldige er vi jo, at vi selv kan få lov til at vælge. Det er ikke alle forundt.

Vi vil i øvrigt slutte dagen med noget helt særligt: Tage i Soho Teatret i Málaga og opleve Piaf! The Show.

Piaf! The Show er skabt og instrueret af Gil Marsalla og betragtes af Edith Piafs nære venner, som Ginou Richer, Edith Piafs private sekretær, Germaine Ricord, hendes veninde, og frem for alt Charles Dumont og Charles Aznavour, som “den smukkeste hyldest, der nogensinde er skabt til Edith Piafs karriere”

Forestillingen spiller i dag og i morgen. Se trailer her:

Hvad og hvem skal du mon bruge weekenden på? 

Sommerhilsner og masser god stemning!

Kathrine Hesner og Torben Wilkenschildt

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

En venlig hilsen Fra Danmark og rigtig god weekend .

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.