Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kommer vi af sted?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 11/06/2012 - 09:15

Rejser & oplevelser


Flyvebranchens Personale Union har opfordret til at indlede blokade mod Ryanairs operationer i Billund Lufthavn. Men fagbevægelsen ryster lidt ...

Flyvebranchens Personale Union har opfordret til at indlede blokade mod Ryanairs operationer i Billund Lufthavn. Men fagbevægelsen ryster lidt på hånden tog en en beslutning fredag.


Det blev et nej fra både HK, 3F og Dansk Metal. De mange passagerer, der længe har levet i usikkerhed om, de kunne komme af sted fra eller lande i Billund, kan ånde lettet op. Indtil videre.


Blokade kun udsat

De tre fagforbund besluttede at bede LO’s jurister give sagens holdbarhed en ekstra grundig vurdering, inden de blæser til blokade.


En blokade mod Ryanair har nemlig skabt splittelse blandt medarbejderne i Billund Lufthavn. Under et møde fornylig gik omkring 100 af lufthavnens 700 ansatte imod at indlede en blokade.


Begrundelsen er frygten for at miste jobbet. Ryanair står for cirka 30 procent af af alle passagererne i Billund, og vælger Ryanair at forlade lufthavnen ved en blokade – som de truer med – så vil det uden tvivl føre til afskedigelser i lufthavnen.


Kampen for lige vilkår

Flyvebranchens Personale Union kæmper for at besætninger, der bor i Danmark, skal arbejde under samme vilkår, som andre besætninger, der bor i landet.


De vil have lavprisselskabet til at tegne overenskomst med Flyvebranchens Personale Union for Ryanairs 50-60 ansatte på basen i Billund. En overenskomst, der vil medføre en betydelig stigning i selskabets personaleomkostninger, fordi Ryanair-personale – blandt andet - ikke har samme sikkerhed i jobbet.


Flyvning umulig

Hvis forbundene havde fulgt opfordringen, havde Ryanair ikke kunnet få lastet og losset bagage og fyldt brændstof på sine fly i Billund. Passagerer, der skulle flyve med Ryanair fra Billund, ville blive nægtet adgang gennem lufthavnens sikkerhedskontrol og ikke kunne købe varer i lufthavnens tax free-butikker, hvis blokaden blev en realitet.


Ryanair har gennem mange år fløjet på Billund, men det var først i marts i år, at selskabet etablerede sin base i Billund.

 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.