Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Konflikt truer midt i høj-sæson

Skrevet af , tir, 24/06/2014 - 11:05

Fly & trafik


Knap har SAS varslet nye fyringsrunder for at redde selskabet fra et milliardunderskud, før en ny konflikt truer. 900 ansatte har fået deres a...

Knap har SAS varslet nye fyringsrunder for at redde selskabet fra et milliardunderskud, før en ny konflikt truer. 900 ansatte har fået deres aftaler opsagt uden nogen forklaring, og de er rasende over flyselskabets metoder.

 

Det drejer sig om ansatte i SGH (SAS Ground Handling), som blandt andet står for bagagehåndtering i Københavns Lufthavn.

 

Formålet med opsigelserne er formentlig, at SAS vil genforhandle aftalerne i håbet om at spare penge.

 

"Tåbeligt"

Bo Nielsen er tillidsmand i SGH og formand for bestyrelsen i SGH Klubben. Han repræsenterer de mange ansatte og er rasende over SAS’ beslutning.

 

- Det her er fuldstændig tåbeligt af SAS. I alt har 900 ansatte fået ophævet deres lokalaftaler. Vores medlemmer burde have en medalje for alt det, de har ofret de seneste år. I stedet bliver de nu trynet af SAS, der forsøger at skræmme dem og presse citronen yderligere. Vi har ikke fået nogen forklaring fra SAS på, hvorfor de har valgt at gøre det her. Ledelsen tror, vi stadig befinder os i 1985, siger Bo Nielsen til Ekstra Bladet.

 

Ekstra Bladet fortæller, at mange af de ansatte er så utilfredse med beslutingen fra SAS, at de overvejer at nedlægge arbejdet.

 

SAS har i lang tid forsøgt at overdrage datterselskabet SAS Ground Handling til Swissport - det er indtil videre kun lykkedes SAS at komme af med ti procent af selskabet.

 

Selskabet bekræfter

SAS pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, bekræfter, at de ansattes aftaler er ophævet, og selskabet vil gå i dialog med fagforeningerne om at forhandle nye aftaler.

 

- Det er korrekt, at lokalaftalerne er opsagt. Derfor har vi aftalt med fagforeningen at indlede lokale lønforhandlinger, som også gælder for eksempel arbejdstid, gældende for overenskomstperioden 2014 til 2017. Det sker, fordi vi har behov for yderligere fleksibilitet i vores ground handling virksomhed. Vi gør det rigtig godt og får mange nye kunder, og blandt andet derfor skal vi se på, hvordan vi bruger ressourcerne på den bedste og mest hensigtsmæssige måde, skriver hun i en mail til Ekstra Bladet. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.