Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kong Felipe og Dronningen af folket

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 03/06/2014 - 10:57

Kendte & kongelige


Hvornår skal kroningen af den nye spanske konge finde sted? Medier gætter allerede på datoen, og vi skal ikke vente alt for længe.

Hvornår skal kroningen af den nye spanske konge finde sted? Medier gætter allerede på datoen, og vi skal ikke vente alt for længe.

 

Kroningen af Spaniens kommende konge kommer til at ske efter den 16. juni. Flere medier gætter på dagene mellem den 30. juni til den 3. juli, hvorefter Spaniens nye kongepar vil hedde: Kong Felipe og Dronning Letizia.

 

Den ny konge vil blive indsat ved en Helligånds-højmesse. Det er ikke nogen egentlig kroningsceremoni, som vi kender det fra Danmark.

 

Den 46-årige nye konge står over for en kæmpe opgave, når han skal tilpasse det spanske monarki til nye tider.

 

”Der er brug for friske kræfter, nye ideer - en ny generation, hvis det spanske monarki skal fortsætte," skriver flere af landets dagblade.

 

Kronprinsparret med det nuværende kongepar ved militærparade i 2013

 

Stor udfordring for kongeparret

Tronfølgeskiftet finder sted i en tid, hvor indbyggerne kræver mere indflydelse - også på monarkiets fremtid. Under massedemonstrationer i går aftes krævede tusinder afholdelse af en folkeafstemning om monarkiets fremtid.

 

- Vi kræver afstemninger om øget selvstyre, afstemninger om valg af ny partileder, så er det vel også helt på sin plads at kræve en folkeafstemning om monarkiet, siger flere demonstranter.

 

Det nye kongepars største udfordring bliver derfor at sikre øget støtte til monarkiet. Felipe skal dels vinde sin fars aldrende tilhængere – JuanCarlisterne – som tilhængere af et moderne monarki. Hovedparten af dem er ældre en kongen selv, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, før den nye konge mister en del af monarkiets grundstøtter.

 

Kronprins Felipe er velforberedt på kongehusets nye tider. Han kender og bruger internettet, de sociale medier og de nye borgerpartier og bevægelser har noget lettere ved at identificere sig med landets nye regent end den aldrende konge.

 

Yngste barn

Felipe er yngste barn af Kong Juan Carlos og Dronning Sofia - søster til den græske eks-konge, Konstantin. Selvom Kronprins Felipe har storesøstrene Prinsesse Elena og Prinsesse Cristina, bliver han Spaniens regent efter sin far, fordi den spanske forfatning fra 1978 bestemmer, at det er førstefødte søn, der arver tronen.

 

Kronprinsen blev født 30. januar 1968 i Madrid. Hans fulde navn er Felipe Juan Pablo Alfonso de Todos los Santos de Borbón y de Grecia. Den nye konge får titlen Felipe den 6. af Spanien. Han blev som tronarving tildelt titlen Príncipe de Asturias eller Fyrste af Asturien.

 

Felipe studerede jura og økonomi i Madrid fra 1987 til 1993 og tog senere en master i internationale forhold ved Georgetown University i Washington D.C. Han har desuden en militær uddannelse.

 

I 2004 fik journalist og datter af en taxa-chauffør sin prins, da hun blev gift for anden gang

 

Kronprinsens mange kvinder

Inden kronprinsen blev gift i 2004, skrev de spanske medier ofte om hans forhold til forskellige kvinder. Han har blandt andet dannet par med Hollywood-stjernen Gwyneth Paltrow, den norske model Eva Sannum, den amerikanske studine Giselle Howard, den tyske grevinde Carolina de Waldburg og den spanske aristokrat Isabel Sartorius.

 

Men det blev den kønne nyhedsoplæser og TV-journalist Letizia Ortiz Rocasolano, der løb med kronprinsens hjerte.

 

Den 1. november 2003 blev parret forlovet, og de blev gift i Almudena-katedralen i Madrid den 22. maj 2004.

 

Tronfølgerparrets første barn, Prinsesse Leonor, blev født 31. oktober 2005 og er – efter en ændring i den spanske forfatning - i dag nummer et i tronfølgerækken efter sin far. Parret fik senere endnu en datter, Sofia, født 29. april 2007.

 

Et moderne monarki

Kronprins Felipe skal bidrage med en moderne tilgang til monarkiet, og hans første store opgave som konge af Spanien vil være at vende folkets opfattelse af det spanske monarki til det bedre.

 

I begyndelsen af året viste flere meningsmålinger, at færre end halvdelen af den spanske befolkning støttede monarkiet. Totredjedele mente, at Kong Juan Carlos burde abdicere og overlade tronen til næste generation for at redde det spanske monarki. Ifølge de seneste målinger mener hele 56 procent af spanierne, at kronprins Felipe kan forbedre kongehusets omdømme.

 

Det er netop, hvad den 76-årige Juan Carlos har haft til hensigt, mener landets aviser.

 

Hans abdikation kommer bare en uge efter EU-valget, som gav smæk til landets ”gamle” ledere og gav en uventet fremgang til en række små borgerpartier, der vil af med landets "korrupte" ledere, og som kræver indførelse af et mere reelt demokrati.

 

I sin TV-transmitterede tale i går til landets indbyggere sagde kongen klart, at der var brug for et generationsstifte og yngre kræfter. Derimod nævnte kongen ikke sit skrantende helbred, som flere gange har været udnævnt som den mest presserende årsag til det forestående regentskifte.

 

 

 

Kommentarer

Og "Folkets dronning" har tillige været gift før og har gennemgået en frivillig abort, hvilket jo nok må betegnes som usædvanligt for en dronning i det overvejende katolske Spanien.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.