Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En kongelig affære - godt eller skidt?

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 06/04/2013 - 00:05

Kendte & kongelige


Aldrig før i Kong Juan Carlos 38-årige regeringsperiode har Spaniens unge monarki stået over for så alvorlige problemer som inden for det se...

Aldrig før i Kong Juan Carlos 38-årige regeringsperiode har Spaniens unge monarki stået over for så alvorlige problemer som inden for det seneste års tid. Og nu er yngstebarnet mistænkt i sag om millionsvindel.

 

Men hvorfor er hun først blevet indkaldt af dommeren. Og hvorfor lige nu? Er det endnu et skridt mod Kongehusets endeligt, eller kan det være noget helt andet? Kan det ligefrem være positivt for Kongehuset? Er prinsessen måske endda blevet indkaldt til retten på foranledning af Kongehuset selv?

 

Alle Tiders Kongelige Kriseår

Lad os først lige tage en dyb indånding og se på, hvad der er forgået i Alle Tiders Kongelige Kriseår. Et år, der har fået danske Prins Joachims brystgrabsende Crazy Daizy-eskapader til at ligne en børnefødselsdag i solskin med fuglekvidder.

 

Ligene er væltet ud af de kongelige gemakker, og der synes ingen ende på elendighederne, som har fået den ellers velansete og nydelige spanske konge til at havne langt nede på popularitetsskalaen.

 

Det hele startede i november 2011, da det for første gang blev afsløret at et medlem af den kongelige familie Inaki Urdangarin, var under anklage for korruption. Nyheden væltede som en kold spand vand over Zarzuela Paladset, som hidtil ellers er gået fri af skandaler og krisesnak.

 

Det har ikke været noget let job for Rafael Spottorno

 

Dengang havde kongehusets talsmand, Rafael Spottorno, kun været en måned i sit nye job, men efter et årti inden for institutionen havde han god erfaring med kongefamiliens gørens og laden og intet syntes at indikere, at hans nye post ville bliver vanskelig at takle.

 

Men her tog han altså grundig fejl, for i de 17 måneder, der er gået siden, har Zarzuela Paladset været udsat for en sand orkan af skandaler og afsløringer, som ikke lader landets hundredvis af korruptions-sigtede politikere stå alene.

 

Men den første reaktion på anklagerne mod kongehuset kom hurtigt. Spottorno tog det første møde med journalister efter sin udnævnelse den 12. december 2011, hvor han kort meddelte at Urdangarin ikke ville deltage i flere institutionelle arrangementer som repræsentant for den kongelige familie.

 

Og herefter gik det så stærkt. Anklagerne mod Noos-Instituttets misbrug af kongefamiliens emblem til egen vinding tog til, Prinsesse Cristinas rolle som menigt bestyrelsesmedlem og hendes formodede kendskab til selskabets aktiviteter fyldte bægeret til kanten, og da det så kom frem, at selve landets konge mentes at være orienteret om ulovlighederne – ja, så flød det over.

 

I dag er der ikke meget at grine ad mere

 

- Mistanken mod kongens yngste datter, Prinsesse Cristina, er det hårdeste slag mod den kongelige familie i moderne tid, eller lige så længe jeg kan huske, har den stedfortrædende redaktør af El País, Jan Martinez Ahrens, udtalt til The Associated Press.

 

Selv om alle europæiske kongehuse har været i nærheden af skandaler om uhæderlighed, korruption eller skatteunddragelse, er det første gang, at et nærtstående medlem af en kongefamilie er under mistanke i en omfattende sag om million-bedrageri.

 

De sager, der kommer tættest på, er sigtelserne mod den egensindige prins Laurent af Belgien, yngste søn af kong Albert og og mod Victor Emmanuel af Savoyen, søn til den sidste konge af Italien, som også endte i retten. Alle andre sager er blevet afvist, inden de nogensinde er nået for en dommer.

 

Undersøgelsesdommeren hævder, at Urdangarin og hans tidligere forretningspartner Diego Torres har snydt for omkring fem millioner euro i forbindelse med tilskud og offentlige bidrag til deres non-profit organisation Nóos Instituttet, som prinsesse Cristina også var bestyrelsesmedlem af. Det fik sidste år Kongehuset til at fjerne Urdangarin fra familiens hjemmeside og alle officielle aktiviteter.

 

Lo siento!

Ud over de familiære kvaler har kongen også sit at slås med. Han er styrtet på næsen, tromlet ind i en dørkarm, og lider ifølge sin søster af en familie svaghed, som betyder, at han jævnligt må på operationsbordet for rygsmerter og hoftebrud.

 

Den dansk-tyske prinsesse har virkelig været i fokus

 

Den 13. april er det præcist et år siden, at kongen faldt og brækkede sin hofte på sin famøse elefantjagt i Botswana. Det var ved samme lejlighed, at det kom frem, at han havde haft selskab på turen af den dansk-tyske prinsesse Corinna. Et halvt år senere havde han så slidt så meget på den anden hofte, at den også måtte under kniven.

 

Den mildest talt uheldige elefantjagt – som fandt sted mens landets undersåtter lå underdrejede i den værste økonomisk krise i mands minde - resulterede i kongens berømte udsagn: Jeg er ked af det, jeg tog fejl, og det skal aldrig ske igen.

 

Sagen gav ham masser af forsideplads på verdens aviser, og posten som æresmedlem af spanske WWF blev inddraget. Foreningen havde vanskeligt ved at forlige sig med tanken om, at det er OK at jage elefanter for sjov.

 

Elefantkongen

 

Kongen blev fløjet tilbage til operation i Madrid, hvor han blev modtaget af sin dronning – der passende var blevet hjemme fra den farefulde færd – og i øvrigt det eneste medlem af kongefamilien, der stadig består popularitetsprøven.

 

Sygdom og skattely

Og hele den ballade skete kun to dage efter, at kongens ældste barnebarn, Felipe Juan Froilán, kom til at skyde sig selv i foden med en skarpladt pistol på påskeferie med sin far, Jaime de Marichalar. Froilán, som den gang var bare 13 år, bar skydevåben som ikke er tilladt for børn under 14.

 

Siden har det forløbne år budt på flere sygdomsforløb og en kontinuerlig helbredssvækkelse, som flere gange har ført til rygter om, at kongen bør abdicere til fordel for sin søn, ligesom den hollandske dronning valgte at gøre det for nylig.

 

Nå ja – så var der jo også sagen om royale skattely i Schweiz. Det viser sig nemlig, at Juan Carlos' far, Juan de Borbón, som på sin tid oparbejdede en større formue, for 20 år siden efterlod en arv på 1,1 milliarder af de gamle pesetas til sin søn. Heraf befinder de 728 millioner sig i skattely i Schweiz, så det er ikke kun korrupte politikere og skruppelløse spekulanter, der kender smuthullerne ud over landets grænser.

 

Hvorfor lige nu?

Og nu er korthuset altså brast helt sammen med yngstebarnets indkaldelse til retten. Eller hvad?

 

Omdrejningspunktet lige nu er nemlig er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Cristina er medskyldig eller ej, men hvorfor dommeren pludselig går imod statsanklageren Pedro Horrach, der tidligere har afvist en ansøgning fra den stærkt højreorienterede katolske organisation Manos Limpias om at indkalde prinsessen som vidne.

 

Hvorfor nu?

 

Man kan ikke lade være med at skelne til den aktuelle opblussen af de nationalistiske konflikter og ikke mindst Catalonien/Spanien. Dommeren er i Palma og statsanklageren, som sidste år fredede prinsessen, er i Madrid.

 

Dommer Pedro Castro er ekstremt seriøs, han giver ikke interview og har aldrig gjort det. Han er totalt afvisende over for både journalister og fotografer, og derfor er alle de billeder, man kan finde på ham ret dårlige. Han stiller simpelthen ikke op.

 

Det er ikke let at få en kommentar fra dommeren

 

Han er fodboldtilhænger, men er ligeglad, hvorvidt sejren går til FC Barcelona eller til Real Madrid – bare holdet spiller godt! Og det er jo interessant i forhold til hele selvstændigheds-snakken.

 

Alle de store aviser – og her taler vi både om de progressive og de konservative – har meldt ud, at det var helt uundgåeligt, at prinsessen blev indkaldt i sagen. Dels for at rense Kongehuset for anklage og dels for at undgå beskyldninger om, at loven ikke er lige for alle.

 

Det behøver altså ikke nødvendigvis være en negativ ting, at prinsessen skal i retten. Når man tænker over det, kan det ligefrem være en snedig strategi fra Kongehusets side. En gang for alle at få renset Kongehuset og så endelig – måske – komme videre?

 

Uanset hvad bliver det interessant at se, hvad der sker, når prinsessen sætter sig til rette foran dommeren. La Infanta Cristina skal møde den 27. april klokken ti for at forklare om sin rolle i anklagerne mod hendes mand, Hertugen af Palma.

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

Kathrine Hesner

Redaktør

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.