Kongeligt snageri
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 18/07/2012 - 11:32
Kendte & kongelige
Engang var de kongelige nogle, man læste om i eventyr og måske vinkede til fra afstand. I dag er offentligheden med helt tæt på både hvad a...
Engang var de kongelige nogle, man læste om i eventyr og måske vinkede til fra afstand. I dag er offentligheden med helt tæt på både hvad angår skandaler, økonomi og sommerferieplaner.
Det er ikke kun skolelærere, departement-chefer og andre offentligt ansatte, som må gå ned i løn efter de nye spareplaner. Spaniens kongefamilie har indvilliget i at gå 7,1 procent ned i løn, og det betyder, at Don Juan Carlos nu må se sin årlige apanage barberet ned til 272.752 euro. Kronprinsen skal fremover klare sig for 136.373 euro.
Også ansatte på slottet vil som resten af deres kolleger inden for den offentlige sektor gå glip af deres ekstrabetaling til jul.
Men hvad så med ferien?
Nedskæringerne betyder dog ikke, at kongefamilien må skyde en hvid pil efter sommerferie-planerne.
Prinsesse Cristina ankommer i slutningen af juli sammen med sine fire børn til Palma de Mallorca for at holde den årlige ferie på Marivent-paladset sammen med resten af den kongelige familie. Prinsessens mand, den skandaleramte Iñaki Urdangarin, Hertugen af Palma, dropppe familieferien og bliver i USA, hvor han netop har fået forlænget sin aftale som bestyrelsesformand for spanske Telefónica.
Prinsesse Cristina vil tilbringe en uge på Marivent-paladset sammen med Dronning Sofia, og hendes søster Prinsesse Elena og hendes to nevøer.
Solo-dronning til OL
Dronning Sofia er i øvrigt det eneste medlem af det spanske kongehus, som kommer til at overvære den officielle indvielse af OL i London. Den 26. juli pakker Sofia regntøjet og flyver til London, bliver et par dage og smutter så tilbage til Madrid den 28., for så igen at pakke sommertøjet og flyve til Mallorca.
Kong Juan Carlos forventes ikke at deltage i åbningsceremonien i den engelske hovedstad, men ifølge hoffet er der ingen fysiske eller politiske motiver for hans fravær. Han vil muligvis benytte lejligheden til at få et par dage sammen med sine døtre og børnebørnene Felipe, Victoria, Juan, Pablo, Miguel og Irene på den populære spanske ferie-ø.
Far, farmor og tante i retten
Samtidig med at kongefamilien har travlt med deres sommerplaner, er Kronprinsesse Letizia igen i søgelyset. Denne gang handler det dog ikke om stilethæle, hendes tøjsmag eller mistanker om anoreksi, men derimod om prinsessens far, farmor og tante, som skal i retten i forbindelse med anklager om lovovertrædelse i forbindelse med ”skjulte aktiver”.
Kronprinsessens farmor, Menchu Álvarez del Valle, skal møde i retten fredag kl. 10:15. Ifølge dagbladet Diario de León skal farmoderen vidne i retten i forbindelse med anklager mod hendes datter, Henar Ortíz, som på et tidspunkt drev en souvenir-butik i Oviedo.
Anklageren mener, at Henar skylder 20.000 euro i forbindelse med overdragelse af butikken til en anden. Kongefamilien har indtil videre nægtet at kommentere sagen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.