Kongen advarer folket
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 14/12/2011 - 12:10
Kendte & kongelige
Nu kommer de hårde tider. Den nedslående nyhed kommer fra Spaniens Kong Juan Carlos, som i går tog imod 20 særligt inviterede prominente gæ...
Nu kommer de hårde tider. Den nedslående nyhed kommer fra Spaniens Kong Juan Carlos, som i går tog imod 20 særligt inviterede prominente gæster i forbindelse med den officielle afskedsmiddag for José Luis Rodriquez Zapatero og medlemmerne af hans socialistiske PSOE-regering.
- Nu kommer de hårde tider, hvor vi skal vinde kampen mod arbejdsløsheden, sagde kongen med henvisning til nye tal fra EU, der viser at arbejdsløsheden i Spanien nu overstiger 22 procent.
Kongen - nu uden kongeblå
Efter den særlige 'brindis'-skål med gæsterne pegede kongen på sit ansigt og sagde – på vanlig humoristisk vis - til de inviterede journalister og fotografer: Som I kan se, bruger jeg ikke længere solbriller.
Kongen hentydede til et uheld for et par uger siden hjemme i kongepaladset, hvor han var ramlet ind i en dør, der resulterede i et ordentligt sæbeøje. Siden har han haft solbriller på, og i går var den første dag, hvor kongen viste sig brille-løs for offentligheden.
Familiefoto uden svigersønner
Men det er ikke kun landets økonomi og beskæftigelsen, der går imod hårde tider. Også kongen har sit at se til, efter at det er kommet fra, at svigersøn Iñaki Urdangarin risikerer at blive anklaget for korruption og magtmisbrug.
Kongehuset meddelte forleden, at hertugen ikke længere vil deltage som officiel repræsentant for det spanske kongehus, og dermed er der lagt op til endnu et brud med kongens svigersønner. Snart er der ikke flere tilbage af slagsen.
Prinsesse Elenas eksmand, Jaime de Maricharlar, som er far til parrets to børn, er nemlig også forsvundet fra de officielle familiebilleder, og nu tyder meget på, at kongens anden svigersøn, Iñaki Urdangarin, altså også er på vej væk fra det royale rampelys.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.