Konger i strandhumør
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 03/01/2012 - 11:51
Vejr og natur
De Hellige Tre Konger, 'Reyes Magos', kan godt lade vintertøjet blive hjemme, når de på torsdag kommer med gaver til artige børn.
...
De Hellige Tre Konger, 'Reyes Magos', kan godt lade vintertøjet blive hjemme, når de på torsdag kommer med gaver til artige børn.
Hele Spanien har solrigt og varmt vejr, og der er ikke noget, der tyder på, at vi får regn i den nærmeste tid.
22 grader!
Årsagen er et kraftigt højtryk, der ligger stabilt over den iberiske halvø, og det giver klart vejr i det meste af landet. Eneste undtagelse er Pyrenæerne og Galicien, hvor det bliver mere skyet, og der kan komme en smule nedbør.
Der blev nytårsdag målt 22 grader flere steder i Valencia Regionen, Andalusien og i Murcia, mens nattemperaturen i Nord- og Centralspanien er faldet til frysepunktet.
Frygt for tørke
Det bliver til gengæld mere blæsende i løbet af de næste dage, særligt i den nordøstlige del af landet.
Det tørre vejr har allerede fået landbrugets organisationer til at frygte en forestående tørke. Det har stort set ikke regnet hele december, og mange steder er landmændene nu nødt til at bruge kunstvanding for at sikre afgrøderne.
I Málaga Provinsen er der i løbet af december faldet 0,5 mm nedbør, hvilket betyder at årets sidste måned har været usædvanlig tør.
Den samlede nedbørsmængde har i løbet af efteråret 2011 været på halvdelen af nedbøren året før. Ved Sierra Mijas er der registreret 238 mm nedbør, mod 530 året før.
Mindre i vandreservoirerne
Det er første gang siden 2008 at vandreserverne er faldende. Der var ved udgangen af december opdæmmet 527,3 kubikhektometer vand, hvilket er 2,5 procent mindre, end ved samme tid, sidste år.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.