Konservative overvejer bred regering
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 04/12/2014 - 11:05
Samfund og Politik
POLITIK: Partido Popular rækker hånden ud til ærkerival. Det politiske landskab er i opbrud.
Lederen af Spaniens konservative parti, Mariano Rajoy, siger, at regeringen overvejer at danne en bred koalition i tysk stil med Spaniens største oppositionsparti, PSOE, hvis partiet ikke får absolut flertal ved de kommende valg næste år.
I en tale på den spanske tv-kanal, Telecino, bekræftede partiets generalsekretær, María Dolores de Cospedal overvejelserne.
- Vi vil overveje en bred koalition i tysk stil, hvis vi ikke får absolut flertal, sagde hun.
Normalt i Tyskland
Tyskland er ikke spor fremmed over for store koalitioner. Landets kristeligdemokratiske kansler, Angela Merkel, regerer i øjeblikket med støtte fra Tysklands socialdemokratiske parti.
Cospedals noget uventede kommentarer kommer i kølvandet på flere meningsmålinger, der giver det nye borgerparti Podemos konstant vælgerfremgang, mens det regerende konservative parti og det socialistiske oppositionsparti går tilbage.
Podemos har oplevet en enorm stigning i sin vælger popularitet i år. Partiet er på mindre end et år ved at overhale alle andre partier, inklusive de to største partier, viser meningsmålinger foretaget af de to store spanske dagblade El País og El Mundo.
Græsrodsparti med fart på
Podemos, som betyder "vi kan" på spansk, dukkede for første gang op på den politiske scene i maj og fik overraskende fem pladser ved EU-valget. Vælgerne er millioner af korruptions-trætte spaniere, og de har mistet troen på de de hidtil to største politiske partier som skiftevis har siddet i regering.
Partiet kræver indførelse af en 35-timers arbejdsuge, og et økonomisk tilskud til personer uden anden indkomst.
Cospedal har også sagt, at en stor koalition kan blive nødvendigt for at sikre landets stabilitet.
Kølig modtagelse
PSOEs leder, Pedro Sánchez sagde for nylig, at han ikke gik ind for et sådant skridt.
Pedro Sanchez sagde, at det var sundt for regeringer at have forskellige former for parlamentarisk støtte, men afviste en eventuel koalition med partiets konservative ærkerivaler.
En bred koalition på tværs over midten er uhørt i Spanien, der har været styret af enten Socialdemokraterne eller det konservative Partido Popular siden landets diktator General Francisco Franco døde i 1975.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.