Konservative på vej mod flertal
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/02/2011 - 11:25
Samfund og Politik
Det skal gå rigtig skidt for det konservative parti, eller rigtig godt for det socialistiske parti, hvis ikke den næste regeringsleder i Sydsp...
Det skal gå rigtig skidt for det konservative parti, eller rigtig godt for det socialistiske parti, hvis ikke den næste regeringsleder i Sydspanien kommer til at hedde Javier Arenas.
Et ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Sigma Dos giver absolut flertal til det konservative parti i Andalusien, PP-A. Hvis der var valg i dag, ville partiet få ni procent flere stemmer end det regerende socialistiske parti. Det er en fordobling af vælgertilslutningen i forhold til for bare et år siden. Det regerende socialist-parti står derimod til en tilbagegang på ti procent i forhold til sidste valgresultat. Målingen giver 47,6 procent af stemmerne til PP-A, mens socialist-partiet PSOE-A må nøjes med 38,2 procent.
Krise og arbejdsløshed
Ved sidste regionsvalg fik PSOE-A 48,2 procent af stemmerne. Det gav et ét mandat mere, end det absolutte flertal på mindst 55 mandater i det andalusiske parlament.
Målingen viser, at den andalusiske vælgerbefolkning er mest bekymret over den økonomiske krise og arbejdsløsheden, som indtil videre har ramt godt en million indbyggere i Sydspanien. Det svarer til en fjerdel af den samlede arbejdsløshed i Spanien.
Lederskifte vil ikke hjælpe
Det andalusiske socialist-parti har siddet tungt på magten i Sydspanien i 30 år, og meget tyder på, at regeringen er ved at miste sin popularitet. Syv ud af ti vælgere mener, at det er på tide, at der sker en udskiftning i den andalusiske lokal-administration.
Hovedparten af de andalusiske vælgere mener ikke, at socialist-partiet formår at vende sin tilbagegang til fremgang, selv om landets regeringsleder, José Luis Rodriguez Zapatero, skulle gå af og overlade posten til regeringens næstformand, indenrigsminister, Alfredo Perez Rubalcaba.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.