Kræver folkeafstemning om olieboringer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/08/2014 - 01:00
Samfund og Politik
De Kanariske Øer vil have en folkeafstemning om de planlagte olieboringer ud for kysterne. Men det går ikke, siger eksperter. Prøveboringer e...
De Kanariske Øer vil have en folkeafstemning om de planlagte olieboringer ud for kysterne. Men det går ikke, siger eksperter. Prøveboringer er nemlig ikke noget lokalt anliggende.
Præsidenten for det kanariske ø-styre, Paulino Rivero, siger til La Provincia, at man nu vil fremskynde afholdelse af en lokal folkeafstemning. Formålet er at finde ud af, hvorvidt der er opbakning til de planlagte olieboringer ud for de spanske ferieøer.
En afstemning kan dog først afholdes på et tidspunkt i oktober, og da er det formentlig for sent. Det spanske olieselskab Repsol ventes nemlig at gå i gang med sine prøveboringer i starten af oktober.
Ikke lokalt anliggende
Situationen er dog, at udvinding af olie og gas ikke hører under det kanariske selvstyre, men derimod et anliggende under den spanske stat.
Den spanske industriminister, Jose Manuel Soria, har flere gange sagt, at spørgsmålet om olieboringer ikke er noget anliggende for De Kanariske Øer.
Folkeafstemningen - eller sonderingen, som det rettere er - afholdes i henhold til grundlovens paragraf 20, som giver landets borgere ret til at ytre deres mening i sager af generel interesse.
Det kan ske ved rundspørge eller en folkeafstemning, siger Industriministeren.
Hastemøde om sagen
Paulino Rivero har indkaldt den kanariske regionsregering til hastemøde og påpeger, at risikoen for miljøkatastrofer er høj, og at denne fare er uforenelig med turismen i området.
Paulino Rivero
Den regionale regeringsleder siger, at han vil kræve et møde med Kong Felipe VI og premierminister Mariano Rajoy for at stoppe boringerne.
Garanti skal kompensere for uheld
Sagen er for alvor blusset op, efter regeringen i Madrid har givet Repsol tilladelse til boringer ud for Fuerteventuras og Lanzarotes kyster. Selskabet har stillet en garanti på 60 millioner euro i tilfælde af udslip og forurening under boringerne.
Men det er ikke nok. Mange kræver de planlagte boringer indstillet. De mener nemlig, at boringerne skader, uanset om der sker udslip eller ej.
Der vil derfor blive lagt op til en anden type høring, som vedrører olievirksomheden og omhandler temaer, der hører under regionsregeringens beføjelser. Et eksempel herpå kan være olieboringernes konsekvenser for turisme og miljø.
Indtægter til regionsregeringen
Repsol bygger en logistikbase i Las Palmas på Gran Canaria og meddelte for nylig, at Kanarieøerne vil få 41 millioner euro i indtægt i løbet af den periode, som prøveboringerne finder sted.
Repsol har oprettet sin egen hjemmeside om de planlagte olieboringer på De Kanariske Øer. Her kan du blandt andet se en video om, hvorledes prøveboringerne foregår fra skibet.
Læs også: Ekspertundersøgelse anbefaler Kanarieøerne at abe efter Norden.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.