Svindel med kreditkort
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 01/01/2014 - 01:00
Krimi og katastrofe
Spansk politi har i et samarbejde med de amerikanske myndigheder afsløret verdens hidtil største hacker-gruppe, som har stjålet 43 millioner ...
Spansk politi har i et samarbejde med de amerikanske myndigheder afsløret verdens hidtil største hacker-gruppe, som har stjålet 43 millioner euro fra intetanende bankkunder.
Der er foretaget otte anholdelser i Spanien. De anholdte siges at have fået instrukser fra lederen af hackernetværket, som viste dem, hvordan de kunne bryde ind i databaser hos nogle af verdens største banker.
På bare få timer havde banden hævet 29 millioner dollars gennem 34.000 kontanthævninger på verdensplan.
Madrid-hackerne fik lavet 446 bankbesøg – som resulterede i 290.000 euro – i løbet af en enkelt nat. Politiet mener, at banden eksisterer i 23 lande.
Brød al sikkerhed
Bagmanden er en rumænsk statsborger, der var i stand til at afbryde alle sikkerhedsforanstaltninger på hævekort. Dermed var hans rekrutter udstyret med kopier af rigtige hævekort, som de kunne bruge uden pinkode og uden spærringer.
Dermed kunne de hæve 100.000 euro fra hver bankkonto, selv om kontoen allerede var trukket over, eller havde en anden begrænsning.
Manden er nu anholdt i Tyskland sammen med fem andre rumænere og to marokkanere.
Forbundet til USA
Banden havde tætte forbindelser til en anden afdeling i Florida i USA.
Politiet mener, at afdelingens leder i New York blev myrdet i Den Dominikanske Republik i februar. Myndighederne i begge lande har været på sporet af hackerne siden 2007.
New York-delen af banden har længe været i de amerikanske myndigheders søgelys. I maj blev syv personer anholdt, og i november blev yderligere seks anholdt i sagen.
Umuligt at beskytte sig
Det er utrolig svært at beskytte sig mod denne type tyveri. Tyvene behøver nemlig ikke stjæle dit kreditkort fra din lomme, de kan gøre det ved hjælp af en computer og en internetforbindelse.
Første trin er, at skaffe adgang til en stor mængde kreditkortoplysninger. Enten ved at bryde ind eller ved at købe dataene på det sorte marked.
For eksempel fik den amerikanske butikskæde Target et brud på sikkerheden under den store Black Friday shopping-weekend. Det betyder, at data fra millionvis af amerikanske kreditkort kan være til salg på det sorte marked.
Næste trin er, at bruge oplysningerne til at lave kopier af kortene. Dermed har forbryderne pludselig adgang til en stor mængde kort, uden de skal ud og stjæle dem på gaden.
Sidste trin er todelt. En gruppe hackere sørger for at fjerne sikkerhedsbegrænsingerne på de kopierede kort, mens en gruppe går på gaden og hæver løs.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.