Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kulden fortsætter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 26/02/2013 - 10:12

Vejr og natur


Flere landeveje på Mallorca var i morges lukket på grund af sne, og i Bilbao ligger sneen nu helt ned til kysten. Det kolde vintervejr har bid...

Flere landeveje på Mallorca var i morges lukket på grund af sne, og i Bilbao ligger sneen nu helt ned til kysten. Det kolde vintervejr har bidt sig fast og varer ugen ud, oplyser Meteorologisk Institut.

 

De tre landeveje, der er spærret på grund af sne på Mallorca er Pollença-Fornalutx mellem km 6 og 47,5 og Sa Calobra mellem km 0 og 12,7 og Caimari-Lluc. På den sydlige del af øen er snegrænsen nu faldet til 100 meter, mens den er endnu lavere i nord. I Palma de Mallorca ligger temperaturen i dag på mellem frysepunktet og syv graders varme. Snegrænsen kravler i morgen op mellem 200 og 400 meter, men der vil fortsat være nattefrost mange steder.

 

I Bilbao vågnede indbyggerne i går op til snedækkede hustage. Der lå et tykt lag sne i bycentrum og på begge sider af floden, der løber gennem den nordspanske by.
I alt 45 køretøjer, sneplove og fejemaskiner er sat ind for at holde gaderne rene. Sneen er faldet i meget lavtliggende områder, og ifølge meteorologerne  er snegrænsen nu helt ned ved havets overflade.

 

Fortsætter ugen ud

I Valencia Regionen nåede temperaturen i går ned på minus fire grader i Castellfort, minus tre grader i Utiel og minus en grad i Vinaròs, mens den langs kysterne ikke nåede over 14 grader. I Utiel nåede dagtemperaturen ikke over ni grader.

 

Det kolde vejr fortsætter i dag med mulighed for lette snebyger i de indre egne, hvor der også fortsat kommer frost. Svag vind fra nord langs kysterne, men op til hård vind i den nordlige del af Castellón-provinsen.

 

14 provinser er i dag i forhøjet beredskab  på grund af sne og frost. I morgen stiger temperaturen et par grader, og fra torsdag kan der komme nedbør, særligt på Balearerne og i den sydøstlige del af landet. Vinterkulden fortsætter ugen ud, men i weekenden ser det ud til, at der kommer lidt varmere vejr. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.