Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kvæstet glemt i busk i 14 timer

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 13/11/2014 - 12:42

Fly & trafik

TRAFIK: Ung mand lå hårdt kvæstet midt i bycentrum og fik først hjælp, da hans søstre fandt ham.

Trafikuheld kvæstede tre personer, men et af ofrene var særligt uheldig. Redningsfolkene vidste nemlig ikke, at der havde været tre i bilen, så han lå efterladt alene i et buskads.

 

Først da hans søstre tog til ulykkesstedet og ledte efter ham, blev han fundet.

 

Det skriver Laprovincia.es

 

Motoren blev slynget ud af bilen og lå på vejen

 

Hverken ambulancefolk eller politi var bekendt med, at der havde været en tredje person i bilen. Volkswagen Lupo'en kørte af vejen i høj fart og forulykkede med en sådan kraft, at motoren rev sig løs og lå på vejen. Der lå vragdele i en radius af 30 meter.

 

Ingen opdagede, at den 28-årige mand lå alvorligt kvæstet i en busk lige ved vejen i det centrale Las Palmas efter ulykken tidligt tirsdag morgen. Først efter næsten 14 timer blev han fundet.

 

Familien er rasende

Familien til den unge mand er målløse over, at der skulle gå så lang tid.

 

- Vi forventer, at han kan dø hvad øjeblik, det skal være. Hans hoved blev meget medtaget i ulykken, siger mandens svoger.

 

Hans tilstand er blevet forværret, og han svæver mellem liv og død. Forældrene er rasende og overvejer at anmelde myndighederne for at have overset deres søn.

 

Efterforsknings-kilder undrer sig omvendt over, at familien til det tredje offer ikke ringede til alarmcentralen, da de ikke hørte fra ham. De har nemlig selv udtrykt, at de vidste, den 28-årige var i bilen sammen med de to andre på ulykkestidspunktet.

 

Søstrene tog til stedet

Ulykken skete klokken 4:15 i Calle Alcalde José Ramírez Betencour nær busstationen San Telmo og det offentlige bibliotek i Las Palmas.

 

To personer blev indlagt med alvorlige kvæstelser, men hverken paramedicinere eller politibetjente opdagede, at en tredje person lå alvorligt kvæstet i en busk bare et par meter derfra.

 

Manden lå i 14 timer lige uden for det offentlige bibliotek

 

Den unge mands søstre var hele dagen urolige over, at de ikke hørte fra ham, og ingen anede, hvor han var. Til sidst besluttede de sig for at tage til ulykkesstedet for at lede efter ham. Klokken 18 gjorde søstrene det uhyggelige fund, da de fandt deres bror i en busk tæt ved ulykken.

 

Og det er ikke noget øde sted. Masser af biler og fodgængere har gået lige forbi ham hele dagen.

 

Masser af mennesker har passeret den unge mand hele dagen

 

Den unge mand er indlagt på Hospital Insular. Det samme er de to andre ofre (en mand og en kvind, red.), der blev indlagt straks efter ulykken. De meldes også fortsat i kritisk tilstand, og de kunne derfor ikke slå alarm.

 

Rekonstruerer forløbet

Men hvordan kunne det ske? Hvordan kunne en hårdt, kvæstet mand ligge så længe midt i et befærdet område? Det er en dommer nu i gang med at undersøge, og politiet har allerede lavet en rekonstruktion af forløbet for at gennemskue, hvad der gik galt.

 

Hundeførere har også været på stedet for at undersøge, om man skulle have overset andet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.