Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lammet af uvejr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 01/08/2011 - 11:44

Vejr og natur


Juli forsvandt gennem den himmelske port med lyn og torden, og august lægger ud med et fald i temperaturen på fem grader. Jovist, det har vær...

Juli forsvandt gennem den himmelske port med lyn og torden, og august lægger ud med et fald i temperaturen på fem grader. Jovist, det har været en mærkelig sommer – i alt fald hvad angår vejret.

 

Der var ikke meget sommer over weekendens vejr i den nordøstlige del af landet. Værst ramt var Barcelona, som lørdag blev overrasket af et kraftigt uvejr med torden, rusk og regn.

 

Der faldt i løbet af et par timer op til 58 mm nedbør, 50 træer og palmer væltede, i 12 vejkryds gik lysreguleringen i sort, og flere trafikanter endte i grøften. Vinden var så kraftig, at den blæste palmer omkuld på den centrale Paseo del Colon midt i Barcelona.

 

 

 

Se video

 

Uvejret startede kl. 16.30 og fortsatte frem til kl. 20. Værst ramt var Zona Franca, el Eixamble og Vall d'Hebrón.

 

Evakueret fra lejrskole

Brandvæsnet modtog i løbet af fire timer 250 nødopkald fra skræmte borgere, der frygtede det værste, og måtte rykke ud 50 gange for at hjælpe til ved oversvømmelser, el-nedbrud og fare for sammenstyrtninger.

 

Også trafikanterne blev overrasket af uvejret, som førte til seks kilometer kø på C-31. Motorvej AP-7 blev delvist spærret fordi der lå store mængder vand på kørebanen ved Cerdanyola del Vallès retning Tarragona.

 

I Sant Pere de Torelló beslutte de myndighederne at evakuere 26 børn og unge, som var på en lejrskole lidt udenfor Barcelona.

 

Haglede ned over Valencia

 

Også Valencia stod en overgang under vand. Her faldt der både regn og hagl. I løbet af en halv time, fra kl. 17 til 17:30, faldt der 20 mm nedbør, flere steder som hagl.

 

I Casinos i Valencia Regionen blev der målt 44 mm. Og i Sot de Ferrer i Castellón Provinsen 40 mm.

 

Også langs Levanten har der været kraftig blæst. I Requena-Utiel blev der registreret vindstød på 90 km/t.

 

I resten af landet har det været mest skyfrit, mens de østlige egne af Andalusien har haft lidt køligere vejr, steg temperaturen søndag betydeligt på de Canariske Øer.

 

Modsat på ferieøerne

Ferieøerne El Hierro, Gran Canaria, La Gomera, La Palma og Tenerife er alle i beredskab på grund af udsigt til 34 graders varme.

Det atypiske sommervejr fortsætter i de næste dage. En koldfront bevæger sig i løbet af mandagen ind over landet fra sydvest, og det giver et kraftigt fald i temperaturerne – især i den nordøstlige del af landet. Her falder temperaturerne med 4-5 grader, mens den ”kun” falder med 2-3 grader i de sydlige egne.

Det kølige vejr fortsætter frem til onsdag, hvorefter det igen bliver noget varmere.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.