Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lavprisselskab med store planer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 06/06/2013 - 10:25

Fly & trafik


De første flyvninger fandt sted i 2004 med kun to fly. Siden har selskabet levet en omtumlet tilværelse, hvor også en dansker har siddet i ch...

De første flyvninger fandt sted i 2004 med kun to fly. Siden har selskabet levet en omtumlet tilværelse, hvor også en dansker har siddet i chefstolen. Nu er aktiemajoriteten kommet på ét selskabs hænder, og planerne er store.

 

Indtil for nylig var Vueling ejet med 45,85 procent af Iberia og resten på private hænder.

 

Nu ligger ejerskabet for 90,51 procents hos IAG, International Airlines Group, der er holdingselskabet for Iberia og British Airways. Det lykkedes for IAG at opnå den vigtige aktiemajoritet efter tilbuddet til de private aktionærer blev hævet fra 7 til 9,25 euro pr. aktie.

 

Dansker med succes

Vejen til Vuelings nuværende succes har bestemt ikke været en dans på roser.

 

I 2007 kom de første økonomiske problemer, hvor blandt andet det spanske finanstilsyn advarede selskabet.

 

Den hidtidige ledelse fratrådte og danske Lars Nygaard, der kom fra Spanair, overtog chefstolen. Efter en voldsom omstrukturering fik Vueling sit første overskud i 2009.

 

Fordobling af flyflåden

Med frigørelsen af Iberias ejerskab og aktiemajoriteten i hænderne, er Vueling nu klar til meget ekspansive planer.

 

På nuværende tidspunkt har Vueling 70 fly i flåden, og det er planen at den skal fordobles i løbet af de næste fem år. I planerne indgår ligeledes ruter til 200 destinationer i Europa.

 

Oplysningerne kom fra Vuelings nuværende direktør, Alex Cruz, da han forleden præsenterede en ny Airbus 320 i Barcelona, hvor selskabet har sit hovedkvarter.

 

Strejker

Frigørelsen fra Iberia kan betyde, at Vueling vil gøre sig mere uafhængig af Iberia. Hidtil har hele ground-handlingen – ligesom check-in – været foretaget af Iberia personale. Det har blandt andet betydet, at Vueling blev berørt under Iberia-personalets mange strejker.

 

I øjeblikket flyver Vueling til København og Aalborg i Danmark.

 

 

Kommentarer

Kan absolut ikke anbefale Vueling. Bestille billetter til mine forældre i maj måned fra Madrid til Aalborg via Barcelona. Deres website er meget uoverskueligt, under bestillingen satte jeg kryds i at ville købe kuffert til nedsat pris, men jeg så aldrig et sted senere i processen hvor der skulle vælges antal! Desuden koster det senere at vælge sæder og betale med kreditkort m.m. Da de skulle afsted var jeg med dem ude i lufthavnen og personalen ved check-in smilte ikke ret meget. Det er sidste gang jeg bestiller hos dem!

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.