Lufthavne slækker på væskeregler
Skrevet af , tir, 04/02/2014 - 10:29
Fly & trafik
Godt nyt til dig, der ofte begrænser dig til at rejse med håndbagage. Spanske lufthavne har nemlig lempet på reglerne for væske i håndbagag...
Godt nyt til dig, der ofte begrænser dig til at rejse med håndbagage. Spanske lufthavne har nemlig lempet på reglerne for væske i håndbagagen og planlægger faktisk helt at fjerne forbuddet allerede i 2016.
Siden fredag den 31. januar har drikkevarer, cremer eller anden væske, der er købt i transithallen eller toldfrie butikker under internationale flyvninger, været tilladt i håndbagagen – uanset størrelse.
Varerne bliver scannet, men altså ikke konfiskeret, som det ellers har været tilfældet hidtil.
Behold din whiskey
Det betyder, at hvis en passager på vej mod Italien for eksempel har købt en flaske whisky i lufthavnen inden afrejse fra et latinamerikansk land og skal mellemlande i Madrid, vil flasken ikke længere blive konfiskeret af de spanske sikkerhedsmyndigheder. Så længe den altså er behørigt forseglet i en pose fra lufthavnens toldfrie butik.
Det samme gælder for drikkevarer og produkter, der er købt om bord på et fly.
Spaniens lufthavnsstyrelse, AENA, som driver landets 47 statslige lufthavne, mener, at lempelsen af reglerne i første omgang kun vil få betydning for omkring én procent af de 187 millioner passagerer, der hvert år bevæger sig gennem spanske lufthavne.
Reglerne skal afskaffes
Men hvis forsøgsordningen bliver en succes, er det planen, at væskereglerne skal være helt afskaffet om to eller tre år. Det er ti år efter, at de blev indført den 6. november 2006.
Restriktionerne kom prompte, efter at britisk politi forpurrede et forsøg på at sprænge et fly i luften med flydende sprængstoffer. Flyet var på vej til USA fra Heathrow i London.
Det er stadig tilladt at have bøtter på under 100 ml væsker med i flyet, forudsat at de er pakket i gennemsigtige plastikposer, og at den samlede mængde ikke overstiger en liter.
Husk at selv om beholdere på 100 ml kun er delvist fyldte, vil de blive regnet for den fulde mængde. Det nytter altså ikke at have mere end ti 100 ml flasker eller tuber med, selv om de kun er halvt fyldte. Det vil stadig blive talt som mere end en liters væske.
Make-up er også væske
Vær også opmærksom på at visse makeup-produkter som mascara, lip-gloss og læbestift anses for at være væsker. Væsker, som ikke er i gennemsigtige plastikposer, vil blive konfiskeret.
Passagerer, der medbringer drikke eller babymælk inden for de fastsatte regler, kan fortsat forvente at blive bedt om at åbne flaskerne og smage på indholdet for at bevise, at der ikke er tale om farlige stoffer.
Slækkelsen af de stramme regler sker i overensstemmelse med nye EU-regler, og det er planen helt at afskaffe væskekontrollen inden for de næste år.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.