Lukker hovedstadens bymidte
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 26/09/2014 - 01:00
Fly & trafik
Madrid lukker af for uvedkommende. Fra januar 2015 vil flere gader i Madrids centrale kvarterer Sol, Palacio, Cortes og Embajadores ikke længer...
Madrid lukker af for uvedkommende. Fra januar 2015 vil flere gader i Madrids centrale kvarterer Sol, Palacio, Cortes og Embajadores ikke længere være tilgængelig med bil, medmindre folk bor der eller stiller bilen i et af de 13 parkeringshuse i området.
Området vil nemlig være lukket for uvedkommende færdsel. Der skal opsættes 22 kameraer til at overvåge trafikken, og lovovertrædere står til en bøde på 90 euro.
Afspærringer af gaderne
Den første del af trafikbegrænsningerne blev i indviet i september 2004 af daværende borgmester Alberto Ruiz-Gallardón - nu afgående justitsminister – og et år senere blev ordningen udvidet til også at omfatte 11.000 beboere i Puerta del Sol, Gran Via, Paseo del Prado og Calle Atocha.
I juli 2006 besluttede Gallardón at udvide området yderligere til Embajadores, der har 45.000 indbyggere.
Madrid er for mennesker - ikke for køretøjer
Og da Palacio og Sol sluttede sig til, fik ordningen betydning for op mod 85.000 beboere i Madrid. Men det var altså ikke nok. Fra foråret spærres endnu flere gader af.
Der er forhandlinger med repræsentanter for beboerne i distrikterne Chueca, Malasaña og Conde Duque. Hvis de accepterer aftalen, får den betydning for yderligere 47.000 beboere i de tre forstadskvarterer.
På plads inden valg
Myndighederne arbejder på højtryk for at få udvidelsen af den nuværende ordning inden Madrids borgmester, Ana Botella (PP), slutter sin embedsperiode efter kommunalvalgene i maj 2015. Botella har officielt bekræftet, at hun ikke til op til genvalg.
I maj i år sagde borgmesteren at ”Madrid er for mennesker - ikke for køretøjer”. Men den bemærkning faldt nogle af hendes egne kolleger for brystet, så hun har ikke haft det helt let siden.
En tredjedel færre bilister
De nye trafikdæmpende begrænsninger i Madrid City skal dels lette trafikken og dels nedbringe luftforureningen i den spanske hovedstad. De nye foranstaltninger kommer sandsynligvis til at koste omkring en halv million euro om året, men vil potentielt reducere trafiktætheden med en tredjedel i de smalle gader i hovedstadens midtby.
”Det vigtigste er at reducere antallet af bilister, der er på udkig efter parkeringspladser og give flere pladser til beboerne”, oplyses det fra Madrids rådhus.
Konservative imod
De bil-begrænsende initiativer støttes af både det socialistiske parti, PSOE, og Venstrefløjen, mens medlemmer af det regerende konservative parti - der selv har været med til at indføre ordningen – er kritiske.
- Jeg er ikke positivt indstillet over for at forbyde ting. Vi arbejder på at give folk mulighed for at vælge frit, siger Ignacio González, der er formand for Madrids regionsregering.
- Vi har den bedste transportservice, men det betyder ikke, at vi vil fratage folks mulighed selv for at vælge deres transportform, siger han.
González er ideologisk tæt på hans forgænger, Esperanza Aguirre, som, kloge hoveder mener, kan tænkes at stille op til borgmesterposten næste år.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.