Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lun solstråle i kold krisetid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 01/03/2012 - 11:28

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Midt i økonomisk nedsmeltning, konkurser og andre krisehistorier luner solstrålehistorierne ekstra godt. Vi skal et smut til den lille landsby...

Midt i økonomisk nedsmeltning, konkurser og andre krisehistorier luner solstrålehistorierne ekstra godt. Vi skal et smut til den lille landsby Higuera de la Serena omkring 200 kilometer nord for Sevilla.


Da den lokale murer, Manuel García Murillo, efter kommunevalgenene i juni sidste år overtog borgmesterposten i byen, stod han over for en næsten håbløs opgave.
Byen trængte til gennemgribende renoveringer, men pengekassen var tom. Eller værre endnu: de røde tal på bundlinjen viste et lammende minus på 800.000 euro, hvilket betød af hver eneste af de 1.294 indbyggere skyldte 618 euro.
 

- Græsset mellem fortovsfliserne gik mig til knæene, og stierne i parken var dækket til af  nedfaldne blade. Det så forfærdeligt ud, men vi havde ikke penge til at få det ordnet, fortæller Murillo.

 

Hver dag voksede bunken af ubetalte regninger på borgmesterkontoret, og den kommunale børnehave var truet af lukning på grund af uacceptable køkkenfaciliteter.
 

Den barmhjertige bygningsarbejder

Men midt i al elendigheden dukkede en frelsende engel ved navn Bernardo Benitez op. Han var bygningsarbejder og tilbød at renovere det gamle, ulækre køkken – kvit og frit. Det storsindede initiativ blev modtaget med kyshånd i byen og inspirerede flere af beboerne til at gøre en lignende indsats.
 

Byens indbyggere aftalte at mødes hver søndag for at tage hånd om forskellige forfaldne opgaver. I dag – mere end et halvt år senere - fungerer ordningen stadig. Både unge og gamle giver med glæde et nap med for at byen kan fungere.
 

- Det er et fantastisk initiativ fra borgerne i Higuera de la Serena. Vores store dag er søndag, hvor vi alle mødes for at hjælpe byen på fode igen. Ved middagstid holder vi pause og spiser sammen, lyder de rosende ord fra borgmesteren, som selv arbejder ulønnet.
 

Higuera de la Serena har omkring 900 indbyggere

 

Der er lang vej endnu

Men der er flere kommunalt ansatte, der ikke får løn. Funktionærerne har ikke fået løn siden januar, og der er ikke blevet betalt el-regninger i to måneder. De eneste, der får løn til tiden, er den lokale gadefejer, der er en deltids-ansat praktikant finansieret af lokalregeringen i Extremadura, en gartner, to rengøringsassistenter og to lokale politibetjente.
 

Ligesom resten af Spanien lod landsbyen sig rive med i bygge-boomet og investerede blandt andet i et kulturcenter og et nyt plejehjem. Begge dele står i dag gabende tomme, det er halvvejs færdigbyggede og udgør en stor udgift.
 

Med den frivillige indsats fra borgerne er byens økonomi nu igen på vej i den rigtige retning, og der er derfor begrundet håb om, at de strandede byggeprojekter kan blive færdiggjort inden for en overskuelig periode.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.