Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Arbejdsløshed koster ministerpost

Skrevet af Pia Bruun, man, 18/10/2010 - 10:58

Samfund og Politik

Spaniens ministerpræsident, José Luis Zapatero, har besluttet at skifte arbejdsminister, Celestino Gorbacho, ud med en anden.


Udnævnelsen ...

Spaniens ministerpræsident, José Luis Zapatero, har besluttet at skifte arbejdsminister, Celestino Gorbacho, ud med en anden.

Udnævnelsen sker på onsdag umiddelbart efter vedtagelsen af næste års finanslov. Det sagde Zapatero på et møde i går, søndag.

Årsagen til udskiftningen er den tilspidsede situation med fagbevægelsen og den ekstremt høje arbejdsløshed i Spanien.

Antallet af arbejdsløse i Spanien er, siden krisen startede to år tilbage, blevet fordoblet fra 2,3 millioner arbejdsløse i 2008 til 4,2 millioner i september i år. Det svarer til at arbejdsløsheden i løbet af to år er steget fra 10 procent til godt 20 procent. Ungdomsarbejdsløsheden i Spanien ligger på godt 40 procent.

Men også den upopulære arbejdsdmarkedsreform og generalstrejken i Spanien den 29. september er medvirkende årsager til beslutningen om at sætte et nyt ansigt på den nedslidte ministerpost.

Zapatero siger dog, at han er klar over, at arbejdsministerposten ikke er nogen let opgave. Han har nu bedt fagbevægelsen om et halvt års arbejdsro til at bevise reformens gavnlige indvirkning på beskæftigelsen.

Et af den nuværende arbejdsministers seneste forslag var at nedsætte den periode, som arbejdsløse må gå ledige uden at tage imod et tilbud om jobtræningskursus, fra 100 dage til 30 dage.

Der er endnu ingen meldinger om, hvem der får den tunge opgave som ny arbejdsminister.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.