Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Massiv kontrol på vejene

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 12/12/2012 - 11:51

Fly & trafik


Der er al mulig grund til ikke at få for meget inden for vesten, hvis du skal sidde bag rattet. Dels er det dumt og livsfarligt, og dels er der...

Der er al mulig grund til ikke at få for meget inden for vesten, hvis du skal sidde bag rattet. Dels er det dumt og livsfarligt, og dels er der ekstra risiko for at blive snuppet i den kommende tid.

 

Frem til lille juleaften den 23. december vil Guardia Civils færdselsafdeling i et samarbejde med lokalpolitiet gennemføre 3.250 promilletest hver dag. Det betyder, at op mod 45.000 bilister vil blive bedt om at blæse i alkoholmetret eller blive testet for at have taget et andet rusmiddel.

 

Kontrollerne bliver gennemført døgnet rundt. Der er altså ingen grund til at tro, at der kun bliver testet om natten. Forvent at blive stoppet overalt på landevejene og i byer med mere end 25.000 indbyggere.

 

Højst 0,25 pct i alkometeret

Tal fra sidste år viste, at 45 procent af samtlige dødsulykker skyldtes spiritus- eller narkopåvirket kørsel.

 

Promillegrænsen ligger på 0,25 ved udånding. For erhvervskørsel og nye bilister er grænsen 0,15. Hvis du bliver taget med en promille på over 0,6, risikerer du tre til seks måneders fængsel, bøde samt frakendelse af kørekortet i et til fire år.

 

Hvis du bliver stoppet og alkometeret viser en værdi på over 0,25, foreskriver loven, at betjentene skal vente i 15 til 20 minutter og så foretage en ny kontrol. Hvis den anden prøve viser en mindre promille, er det den, der gælder. Er den stadig over 0,25, skal der foretages en blodprøve.

 

Ved blodprøve er promillegrænsen 0,5. Husk, at du kan kræve, at få målt din promillegrænse ved en blodprøve, hvis du bliver stoppet. Dog skal du selv betale omkostningerne, hvis det viser sig, at den er over grænsen.

 

Der blev i 2011 gennemført 5,5 millioner promilletest, hvoraf de 130.000 viste, at føreren var påvirket af stoffer eller alkohol. Det svarer til 1,8 procent. Det er dog en forbedring i forhold til 2001, hvor fem procent blev testet positiv.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.