Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mennesketom bil får fartbøde

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/01/2015 - 12:32

Fly & trafik

TRAFIK: Fotofælder har det med at fange mange fartsyndere. I Catalonien behøver man dog ikke engang at køre bil for at få en fartbøde.

Spansk par fra Catalonien har fået en bøde, de næppe kunne have undgået at få. Normalt kan man slippe for bøder, hvis man overholder loven. Men ikke i dette tilfælde.

Søndagstur gik galt

Parret fra den nordøstlige spanske region var på søndagsudflugt i det lille fyrstedømme Andorra, da deres bil desværre brød sammen.

Det skriver spaniaavisen.no

Derfor besluttede de at tage en taxi hjem og få deres bil hentet af autohjælpen.

Den slags kommer de fleste til at opleve i løbet af et liv som bilejer, men så tog sagen en drejning, som formentligt ikke er sket før for nogen bilejer.

Bøde med posten

To uger senere modtog parret nemlig en bøde med posten fra det catalanske politi, fordi de havde kørt for stærkt på vej hjem fra Andorra.

Det havde de dog lidt svært ved at forstå, da de jo havde taget en taxi hjem og næppe kunne drages til ansvar for at bryde fartgrænserne.

Det viste sig dog, at det ikke var taxien, men deres bil, der var brudt sammen, som var blevet taget i en fotofælde.

Nummerplade fra Andorra

Da de forundrede borgere bad om beviser for, at deres bil havde kørt for stærkt, fik de et billede af politiet.

Deres bil var ganske rigtigt på billedet, men den stod på ladet af kranvognen, der havde samlet bilen op i Andorra.

Kranvognen kørte for stærkt, men havde nummerplader fra Andorra. Det kunne politiet ikke gøre meget ved. Derfor rettede de skytset mod bilen på ladet. Den bevægede sig også for hurtigt, teknisk set.

Men der var hverken tændt motor eller mennesker i bilen, da den blev taget. Politiet fastholder dog deres krav på en bøde på 100 euro, og det vil koste parret 200 euro at anke bøden.

Spanien i Dag følger op på sagen. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.