Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Menneskets bedste vens bedste venner

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 16/06/2022 - 07:00

Ulykke

VIDEO: Reddere slæbte udmattet hund fra sneklædt bjerg ned til bekymrede ejere.

Guardia Civils bjergreddere udviser ofte superkrafter, når vandrere kommer i problemer, men somme tider venter lidt alternative opgaver. 

Lørdag rykkede de ud for at redde en hund, der var blevet fanget i en snegrav i Picos de Europa i Cantabrien, Nordspanien.

Om eftermiddagen var et par fra Burgos ude af vandre i bjergene sammen med deres hund på en rute mellem bjergtoppene Santa Ana og Torre de los Horcados Rojos i 2.300 meters højde i Camaleño Kommune. 

I et øjebliks uforsigtighed fra ejernes side slap hunden væk fra dem og kom ud i et område mellem nogle sten omgivet af snedriver, og det var ganske umuligt at få den væk derfra.

Efter at have kontaktet alarmcentralen blev Guardia Civil underrettet, og de mobiliserede straks medlemmer fra bjergredderne i Potes.

Da de var fremme, begyndte redderne at afsøge det område, som hundens ejere havde angivet, og pludselig kunne de se den uheldige ‘menneskets bedste ven’ i det fjerne.

Flere timer senere lykkedes det dem at nå frem til den totalt udmattede og meget nervøse hund.

Da den simpelthen var tappet for kræfter, måtte redderne bære den i favnen i flere timer. Man kan på videoen høre den pruste og stønne af anstrengelse!

Først sent om aftenen lykkedes det 'menneskets bedste vens nye bedste venner' at nå frem til det sted, hvor de lettede ejere var. Mon ikke den tog sig en tiltrængt lur og så får en snor på næste gang, turen går til bjergene…

Se lidt af redningen her:

Kommentarer

Guardia Civils bjergreddere er da helt fantastiske.

Ikke nok sætter de livet på spil for mennesker, de kæmper også flere timer for en dejlig hund.

Respekt herfra.

Jeg er helt rørt.

Dejligt at der findes sådanne mennesker.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.