Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Militæret kontrollerer flyvelederne

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 05/12/2010 - 10:57

Samfund og Politik

190 soldater blev i går udkommanderet fordelt på Aenas 49 lufthavne i Spanien. Nu kontrollerer de, at flyvelederne passer deres arbejde.
Med dek...

190 soldater blev i går udkommanderet fordelt på Aenas 49 lufthavne i Spanien. Nu kontrollerer de, at flyvelederne passer deres arbejde.

Med dekretet om undtagelsestilstand i Spanien i går kl. 13:00, blev samtlige spanske flyvelederne omgående underlagt militæret og den militære straffelov. Samtidig er der allerede åbnet anklageskrifter mod hver enkelt af de flyveledere, der ikke mødte på arbejde og derved saboterede samtlige flyvninger frem til kl. 15:45 lørdag i hele Spanien.

Foragtes
Der er ikke nogen tvivl om, at flyvelederne har gjort sig selv til den mest hadede gruppe i Spanien. Tusinder af Spaniere var på vej på ferie i den forlængede weekend for at slappe af eller besøge familie. Flyvelederne slog – helt ulovligt – den glæde i stykker med deres aktion.

Dertil kommer, at befolkningen – der allerede er hårdt presset på indtægterne af krisen – foragter flyvelederne for deres griskhed. Som skrevet i går, har de årsindtægter på op til 700.000 euro. Der har endda været tilfælde med månedslønninger på omkring de 200.000 euro! I tilfælde hvor flyvelederne har udnyttet alle smutveje.

Aldrig mere
Men det ramte også i hele verden. Det seneste tal er 650.000 mennesker, der enten skulle til eller fra Spanien.

Ryanair's kontroversielle boss, Michael O'Leary, synes ikke det er særlig svært: Hans forslag er, at hele bundtet bliver fyret.

Lørdag eftermiddag, da skifteholdet af flyvelederne skulle møde op, kom der 283 ud af de i alt 296, der skulle være mødt. Søndag morgen kom alle.

Vicepremierminister Alfredo Pérez Rubalcaba forsikrer, ”at noget tilsvarende ikke vil ske igen. Hverken i løbet af juleferien eller derefter.”

Det anslås, at lørdagen indtil videre har kostet flyselskaberne mellem 60 og 80 millioner euro, og mange passagerer har allerede anmeldt flyvelederne til myndighederne med krav om erstatning.

Det første skøn over turistsektorens tab i Spanien anslås til 250 millioner euro.

Ordinære aflysninger søndag
Aena arbejder på højtryk for at få afviklet flest mulige flyvninger i dag. Nogen af de planlagte flyvninger i dag er - og vil blive - aflyst for at få sendt passagerer af sted fra i går.

Derfor er Aena's ønske og anbefaling fortsat, at man tager kontakt til sit flyselskab, inden man møder op i lufthavnen. Simpelthen for at undgå kaos.

Håbet er, at situationen vil være normaliseret i løbet af mandagen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.