Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mini-Vegas i Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 24/01/2012 - 11:28

Penge & Forbrug Rejser & oplevelser


Spanien kan blive værtsland for et nyt Las Vegas; et kæmpe gambling-center med 20.000 luksus -hotelværelser, kasinoer, butikscentre, kongresh...

Spanien kan blive værtsland for et nyt Las Vegas; et kæmpe gambling-center med 20.000 luksus -hotelværelser, kasinoer, butikscentre, kongreshaller og ikke mindst: i tusindvis af nye arbejdspladser.

 

Investerer 20 mia

Det er virksomheden Las Vegas Sands Corporation, der har planer om at opføre en miniudgave af det berygtede Las Vegas i Nevada. Det oplyser selskabets administrerende direktør, Sheldon Adelson. Men før det nye såkaldte Eurovegas kan blive en realitet er der brug for ændring af en halv snes love, som skal åbne op for opførelse af det gigantiske makro-kompleks for gamblere i hovedstadsregionen.

 

- Jeg ønsker at skabe et mini Las Vegas i Europa, sagde Adelson, som blandt andet ejer det venetianske hotel-casino og Palazzo i Las Vegas.

 

Politisk begejstring

Sands har planer om at mødes med tre store entreprenørselskaber i Spanien for at diskutere sit projekt, der handler om investeringer 20 milliarder euro. Og det regnestykke vækker selvsagt begejstring i den politiske arena.

 

Formand for Madrid-regionen, den konservative Esperanza Aguirre, siger, at hun er positiv over for idéen, og hun vil nu se nærmere på projektet og mulige placeringer. Hun bakkes op af byens PP-borgmester, Anna Botella.

 

Kræver fede skatte-aftaler

De mest oplagte områder er Valdebebas, nord for Campo de las Naciones i Madrid, eller i det nærliggende Alcorcón.

 

Dagbladet El País rapporterer, at investorerne vil have et link til både metro-og togsystem, et stop for AVE-højhastighedstoget, skattemæssige begunstigelser og undtagelser og ændringer i de spanske arbejdsmarkedslove til at hente udenlandsk arbejdskraft.

 

18.000 tyveknægte

Antallet af nye arbejdspladser svinger lidt alt efter hvilket medie, man læser, men et sted mellem 180.000 og 261.000 nye job vil opstå i kølvandet på Eurovegas. Det ville tage 13 år at færdiggøre projektet, der efter planen skal indeholde 12 hoteller, seks kasinoer med 1.065 borde og 18.000 enarmede tyveknægte. Der vil også være flere teatre for tusindvis af tilskuere, tre golfbaner, snesevis af restauranter og en hovedscene med plads til 15.000.

 

Kritikere af projektet siger, at størstedelen af overskuddet fra Las Vegas Sands-komplekset kommer fra Macao. Et sted, hvor kasinoer og den kinesiske mafia går hånd i hånd, og den slags ønske man selvsagt ikke at invitere til Spanien.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.