Mirakler i Málaga
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 14/03/2011 - 11:41
Sport & hobby
Miraklernes tid er åbenbart ikke ovre endnu. Málaga C. F. vandt i går 2-0 i udebanekampen mod Real Sociedad på det baskiske holds stadion La...
Miraklernes tid er åbenbart ikke ovre endnu. Málaga C. F. vandt i går 2-0 i udebanekampen mod Real Sociedad på det baskiske holds stadion La Anoeta. Også på baskeballbanen er der noget at glæde sig over.
Men først fodbold. Málaga startede fint. Midt i 1. halvleg kom drengene foran 0-1 på et direkte frispark af holdets talisman, midtbanespilleren Duda, der tog målmanden Claudio Bravo på det forkerte ben.
I 2. halvleg forsatte Málaga de gode takter og sikrede de tre vitale point på et hovedstødsmål af José Salomon Rondón. Danskeren Kris Stadsgaard var med fra starten og leverede en fremragende præstation. Patrick Mtliga måtte derimod følge kampen fra bænken og nåede ikke at komme på banen.
Med sejren ligger Málaga F. C. fortsat på sidstepladsen i La Liga, men holdet har de samme point som oprykkerne Hércules og Almería.
Málaga C. F. møder søndag den 20. marts topholdet R. C. D. Espanyol på Málagas hjemmebane La Rosaleda. En sejr vil give fornyet håb om at undgå nedrykning til 2. division.
Reducering i toppen
Topopgøret mellem Sevilla og F. C. Barcelona på Sánchez Pisjuán i den andalusiske hovedstad Sevilla endte overraskende uafgjort med cifrene 1-1. Katalanerne dominerede kampen fra starten, havde to skud på træværket og flere oplagte scoringsforsøg, men målmanden Javier Barras spillede en af sine bedste kampe i denne sæson og forhindrede et vaskeægte målorgie.
Real Madrid vandt til gengæld lørdagens kamp 2-0 over bundholdet Hércules. Forskellen mellem F. C. Barcelona og Real Madrid er dermed reduceret til fem point og giver fornyet spænding om, hvem der vinder det spanske mesterskab.
Basketball-stjerne til Málaga
Det positive fodboldresultat er langt fra den eneste glæde i den sydlige del af Spanien for tiden. Málagas basketballklub Unicaja har skrevet kontrakt med stjernespilleren Jorge Garbajosa, der vender tilbage til Málaga efter at have været på kontrakt med Real Madrid og Toronto Raptors i den amerikanske NBA.
Jorge Garbajosa bliver i morgen tirsdag kl. 13:00 præsenteret for pressen og forventes at debutere for Unicaja mod sin tidligere arbejdsgiver, Real Madrid. Kampen spilles lørdag den 19. marts kl. 17.00 i Málaga og kan ses på tv-kanalen Teledeportes.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.