Mirakler og ild i midsommeren
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 23/06/2012 - 00:15
Rejser & oplevelser
'La noche de San Juan' er en ældgammel tradition, der hylder sommersolhvervet på den nordlige halvkugle. Bålene oplyser kysterne, og ...
'La noche de San Juan' er en ældgammel tradition, der hylder sommersolhvervet på den nordlige halvkugle. Bålene oplyser kysterne, og i Spanien går kvinder i vandet for at blive frugtbare - eller bare smukke - mens andre har regulær vandkamp i gaderne.
Uanset hvad, så er det er festlig aften, der på det varmeste kan anbefales.
Det bliver rigtig varmt, så vi kan jo prøve at skrue lidt ned for solen
Formålet med 'La noche de San Juan' var oprindeligt at give mere magt til solen, da dagene fra den dato ville blive kortere indtil vintersolhverv den 21. december.
Traditionen fejres natten mellem den 23. og 24. juni, men i virkeligheden er årets korteste nat tre dage inden. Sankt Hans Aften burde altså være den 21. juni, men vi mennesker foretrækker jo at bevare traditionerne – også selv om de måske er ulogiske.
Tømmermænd er nutidens sjælelige udrensning
Mon der er 'sjælelig udrensning' til disse tilskuere
Bålet havde oprindeligt en symbolsk funktion. Man troede på, at det førte til 'sjælelig udrensning' for de mennesker, der så bålet brænde helt ned.
De fleste steder i Spanien fortsætter den oprindelige tradition med at lave bål, men den symbolske betydning er ikke længere det bærerende element. Spanierne tænder 'hogueras' i gaderne og på strandene.
En hyggelig drink sammen med familie og venner
De hygger sig sammen med familie og venner, men føler sig ikke nødvendigvis mere rensede dagen derpå. Nok nærmere lidt mærket af vin og drinks, der gerne følger festlighederne.
Sankt Hans traditionerne er langt fra ens overalt i Spanien. De har tværtimod fået vidt forskelligt indhold gennem de seneste mange hundrede år.
Ild-tyren i Andalusien
'Ild-tyren' går amok i gaderne
'Vejer de la Frontera' i Cádiz har en lokal tradition kaldet 'ild-tyren'. Her bliver en mand udstyret med brandsikkert tøj og en metalkasse formet som en tyr og fyldt med spruttende fyrværkeri. Med det lysende og larmende arrangement spæner han gennem gaderne, og er en 'tyr af ild'.
Den fantastiske stilfædighed der præger byens belysning
Landsbyen skiller sig også ud fra andre byer i Cádiz Provinsen, da indbyggerne ikke tænder bål, men i stedet bruger stearinlys. Det giver en helt fantastisk belysning efter mørkets frembrud.
Børnene er en god hjælp når alle lysene skal tændes
I andre byer langs kysten i Cádiz Provinsen har man en tradition, der virker meget bekendt – set med danske øjne. Her brænder man nemlig kludedukkerne 'Juanillos' på bålet.
De meget naturtro kludedukker
Det hele krydres med fyrværkeri, og strandfesterne, 'verbenas', fortsætter til langt ud på natten.
I Isla Cristina og andre steder langs kysten i Huelva Provinsen fejrer indbyggerne aftenen med nogle ordentlige Sankt Hans-bål, men den kraftige blæst fra Atlanterhavet forpurrer ofte de gode intetioner. Improviserede læhegn er derfor et vanligt syn - også selv om de sjældent fungerer helt efter hensigten.
Grillede sardiner, 'espetos'
I Malaga Provinsen er Sankt Hans-festen en særdeles populær tradition. Indbyggerne fejrer midsommerfesten med fester 'moragas' og bål på stranden. Bålet bruges til at grille sardiner, 'espetos', pølser, 'salchichas' og svinekød på spyd, 'pinchitos'.
Dertil rigelige mængder sommervin, 'tinto de verano', kolde øl eller mojito – en lækker drink med mynte, danskvand, lime, rom, brun sukker og masser af knust is.
Et glas forfriskende mojito er ikke af vejen
Ilddåb og vabler
En af de mange traditioner ved Sankt Hans festerne i Spanien er at springe over bålet, når det er reduceret til gløder. Efter sigende slipper man på den måde af med de onde ånder.
Et par modige fyre springer over bålet
De mest modige og dumdristige spæner gennem gløderne i bare tæer uden at tænke, hvor trælst det bliver dagen efter på fodsålerne. Andre venter - klog af skade måske fra foregående år - indtil flammerne er helt væk.
Endnu et par modige, men barfodede fyre...
Ilddåben giver dog i begge tilfælde vabler på fødderne og 'gakkede' gangarter de efterfølgende dage. Prøv selv at holde øje i dagene efter, og du vil hurtigt kunne genkende dem, der fik deres ilddåb Sankt Hans aften.
Frugtbarhed
Langs kysterne er det også en populær tradition at dyppe fødderne i havet ved midnatstid. Her valfarter man ned til stranden og dypper storetåen eller hele kroppen i havet. Og så sker der ellers nok lige mirakler.
En kvinde, der måske vil øge sin frugtbarhed
En symbolsk handling, der oprindelig skyldes overtro om, at det ville øge kvindernes frugtbarhed. Det ser ret skægt ud, når havet bliver fyldt op med mennesker på et tidspunkt, hvor solen for længst er væk.
Gad vide, hvad hendes ønske er
Og det gør det ikke mindre underligt, at folk bakker ud i vandet. Ved at gå baglæns kan man nemlig få et ønske opfyldt for det kommende år. Og hvis man vasker ansigtet i havvandet, bliver man fantastisk smuk...
Badet er også en glimrede undskyldning for at gå en tur på stranden, rense sjælen i symbolsk forstand og nyde måneskinnet i godt selskab.
De traditionelle kludedukker 'juas' hører også med til Sankt Hans-festen i Spanien.
Her har vi en tradition, som minder om noget fra Danmark
Kludedukkerne er alle fremstillet af brugte klude og genstande, der ikke længere bliver brugt til noget. Dukkemagerne udstiller dem - ofte i situationsspil - foran husene, inden dukkerne bliver brændt på bålet Sankt Hans Aften.
I Lanjaron har man udskiftet ilden med dens værste fjende. Her holder man Fiesta del Agua; en regulær vandkamp
Af frygt for brande og svineri på badestrandene har kyst- og indlandskommunerne indført adskillige restriktioner på la noche de San Juan.
Strandfesterne må udelukkende foregå på udvalgte strande, og festorganisatorerne skal søge kommunen om tilladelse på forhånd. Ellers udskiftes det festlige samvær med bøder på op til 1.000 euro.
I Almería er dagen efter Sankt Hans lokal helligdag. Indbyggerne trækker derfor festen ud til den lyse morgen.
Nogle 'vælger' at sove rusen ud på stranden
I modsætning til indbyggerne i de syv andre provinser slipper de derfor for at gå på arbejde med tømmermænd, og kan sove rusen ud. Heldige bæster!
Vi ønsker jer en dejlig Sankt Hans Aften med de traditioner, som I nu engang har. Men befinder I jer i Spanien, er turen langs strandkanten lige før midnat en rigtig god anbefaling...
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.