Mit rugbrød fik syv timer i ovnen

Uhmm... En karton med kærnerugbrødsmel fra IKEA, ekstra nødder, tre revne gulerødder og så lige 600 ml. lunt vand. Jeg blander det hele  sammen, forer formen med olivenolie og lægger dejen til hævning i en time.

Wow... Nu mangler det kun en time i den 200 grader varme ovn.

Læs mere om hvordan, du laver det lækre brød her. Husk at sætte vækkeuret...

Det er onsdag, klokken er 21:45, og mit rugbrød skal ud kl. 22:45. Fint. Jeg forbereder lige lidt på morgendagens tidlige radioprogram. Wall Street lukker om et kvarter, det passer fantastisk...

Kender du det, at øjnene begynder at hænge lidt? Man har været oppe klokken før seks for at nå det hele og er faktisk mere end sengeklar. Så ombestemmer man sig, vælger i stedet at stå tidligt op igen og putter sig under dynen...

Lit de parade - jeg tager afsked med de sørgelige rester

Det lugtede ligesom lidt brændt, da jeg stod op torsdag morgen...

Selvfølgelig var det satans, at jeg havde glemt alt om rugbrødet. Der blev hverken en lækker skive til morgenmaden, frokosten eller de kommende dage. Men tænk hvor heldigt, at der ikke var gået ild i det - det ligner jo mest af alt noget, man bruger til at tænde grill op med.

Det her er en flovert, tænkte jeg: du må hellere holde det for dig selv! Men så tænkte jeg over, hvor mange ting det uspiselige rugbrød mindede mig om og besluttede at udstille min fadæse til offentlig skue...

Et mandfolk

Kong Juan Carlos var nær endt som brændt rugbrød

Spaniens konge var tæt på at ende som et forkullet rugbrød efter hans elefant-fadæse. Ja, faktisk hele Kongehuset efter den seneste tids skandale efter skandale. Og da det kom frem, at elefantjagten havde kostet 39.000 euro, var kritikken søndelemmende fra politikere og borgere. At Kongen var inviteret og ikke havde betalt en cent for turen selv, blev der ikke lagt vægt på.

Og det var ikke let at få nogen kommentarer om fadæsen nogen steder fra. Kongens datter Prinsesse Elena havde slet ikke hørt noget negativt om sin far, og Kronprins Felipe ignorerede pressen. 

Læs mere her

Men så blev Kongen udskrevet, og inden han forlod hospitalet, der havde givet ham en ny hofte, viste han sig som et mandfolk af bedste støbning og undskyldte uforbeholdent for den uheldige adfærd.

Måske var den begivenhed medvirkende til, at jeg havde modstandskraft til at komme mig over rugbrødets forlis.

Jeg har nemlig altid været ret begejstret for Juan Carlos og hans positive fremfærd. Specielt når jeg på tv har set ham være tilskuer til eller overrække præmier ved sportsturneringer. Glad, hjertelig – ja, lejlighedsvis nærmest jovial.

Samtidig har jeg haft dyb respekt for hele hans adfærd lige fra det tidspunkt, hvor han blev indsat som landets konge efter Franco.

Godt gået, Deres Majestæt!

PS: Egentlig kan jeg godt forstå, du blev fristet af invitationen til den jagttur. Efter alt det bøvl med svigersønnen, barnebarnets leg med jagtgevær, masser af møder og repræsentation med den gamle og nye regering samt landets økonomiske situation, er der ikke noget at sige til, du trængte til en rigtig drengerøvs-tur.

At det så viser sig, at han har haft kvindeligt selskab på turen, er der ikke særligt meget Majestæt over. Læs mere om det her

Hvad er gode venner?

Det er meget let: en god ven er et menneske, der er ærlig over for dig. De klapper ikke ryg, men gør det klart, hvor du har dem. Og de skælder dig ud, hvis de synes, du gør, siger eller skriver noget forkert.

- Jeg gider ikke læse dit socialistiske pis i dine klummer, sagde en ven til mig forleden.

Pludselig blev den ven en af de rigtig gode.

- Nej, jeg er ikke socialist og heller ikke højre-mand. Mit politiske ståsted er i den store brede midte af ethvert parlament. Fordi jeg tror på, at folkelig samling og fodslag giver fremskridt og tilfredse borgere, der kan se og arbejde for fælles mål, svarede jeg min gode ven.

Jeg har tidligere på disse sider argumenteret for, at enhver grundlov burde sikre, at ny lovgivning minimum skulle vedtages med 2/3-flertal i et parlament.

”Ja, men så ville der jo ikke kunne vedtages noget som helst”, har en garvet politiker engang sagt til mig. Underforstået, at der ikke kunne opnås enighed.

”Nej, men så må de 'garvede' politikere forlade arenaen og overlade den til fleksible politikere, der prioriterer landets fremtid og borgernes vel frem for egen magtsyge,” var mit svar.

Og det er stadigvæk min holdning. 51-procent-demokratiet duer ikke og da slet ikke i et land i dyb krise, hvor alle er tvunget til at løfte i flok.

Er det ikke klart?

Kritikken – og rosen - vil altid rette sig mod den siddende regering, der med flertal kan gøre, hvad den vil. Sådan er det i Danmark, og sådan er det også i Spanien.

Derfor er det klart, at også min kritik retter sig mod den spanske regering, der - efter folkets valg - i dag er en højre-regering. Kritikken ville også have ramt regeringen, hvis den havde haft flertal til venstre i Parlamentet.

Inden jeg kritiserer, har jeg selvfølgelig som oftest konsulteret hoveder, der sikkert er klogere end mit. Nogle gange kan jeg også reagere på helt egne opfattelser.

Det gjorde jeg blandt andet for to uger siden, da jeg (be-)dømte de stigende lufthavns-afgifter som idiotiske. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke haft mit rugbrød syv timer i ovnen, men havde jeg haft det, ville jeg uden tvivl have brugt det forkullede brød som symbol på den 'stilstand', som regeringen er på vej til at bringe Spaniens livsvigtige turisme ind i.

Ikke alene

Jeg har konstant efterlyst initiativer, der fremmer Spaniens vækst. Spaniens økonomi kan ikke reddes ved, at besparelser kommer syv timer i ovnen.

Flere artikler i New York Times har efterfølgende talt samme sprog.

Som jeg skrev sidste lørdag, er det indlysende, at regeringen styres af EU og Angela Merkel. Den stakkels Rajoy har ikke megen friheds til at lave sine egne armbevægelser, og hvis han skulle have en idé til en vækstfremmende foranstaltning – som eksempelvis at nedsætte lufthavns-afgifterne for at fremme turismen – vil den sikkert blive afvist af Spaniens Overkansler.

Skal Spanien ud af euroen?

Vi har i, vi ved ikke hvor lang tid, hørt om stribevis af møder i EU, hvor konklusionen hver gang har været, at nu skulle det økonomiske grundlag være på plads for at få styr på de gældsplagede lande.

Hvorfor hjælper det ikke?

Hvorfor henvises der ved ethvert fald på Wall Street til usikkerheden om den europæiske gældskrise?

Er opgaven umulig i et verdenssamfund, hvor spekulationskapitalen stort set styrer ethvert lands velfærd?

Hvad kan nytænkningen være?

Ville det være en katastrofe, at Spanien genindførte Pesetas og hvorfor?

Skriv løs om dine tanker som kommentar til denne klumme!

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend!

Torben Wilkenschildt

NB: Til mine gode ven: tro nu ikke, at jeg er fortaler for, at Spanien skal ud af euroen...