Mona Lisa hænger i Madrid
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/02/2012 - 11:03
Kunst & kultur
Prado-museet i Madrid er noget uventet blevet klar over, at man har en spændende kopi af Leonardo da Vincis berømte maleri La Gioconda- eller ...
Prado-museet i Madrid er noget uventet blevet klar over, at man har en spændende kopi af Leonardo da Vincis berømte maleri La Gioconda- eller bedre kendt som "Mona Lisa".
Ikke alene blev kunstværket kreeret på samme tidspunkt som det originale værk, men også i samme studie. Mona Lisa-kopien er malet i løbet af den første tredjedel af det 16. århundrede af en af Da Vincis elever på samme tid som originalen, der hænger på Louvre i Paris.
Opdaget tilfældigt
Prado-museet havde ingen anelse om betydningen af deres Mona Lisa-kopi, indtil en restaurering for nylig afslørede skjulte lag i kunstværket. Kopien har været udstillet i årevis, uden at kunsteksperter har skænket det synderlig opmærksomhed. Da maleriet skulle igennem en rutinemæssig vedligeholdelse, fandt eksperterne ud af, at en mørk baggrund bag figuren, Mona Lisa, er blevet tilføjet senere.
Denne mørke farve dækkede over et italiensk landskab mage til det, der er på det ægte maleri. Kopi-maleren har også foretaget de korrektioner, som Da Vinci foretog, og det får eksperterne til at konkludere, at kopien er lavet i det selvsamme atelier, hvor mesteren svang penslerne i Firenze.
Yngre men samme alder...
Kopien er bedre bevaret end det ægte maleri. Det betyder også, at Mona Lisa faktisk ser yngre ud på kopien i Madrid.
Hele historien om den nye Mona Lisa-kopi blev afsløret på en kongres på National Gallery i London, hvor et hold tekniske eksperter fra Prado Museet under ledelse af Ana González Mozo bekræftede, at maleriet i Madrid er ”meget mere relevant, end vi troede”.
Ifølge Ana González Mozo er maleriet udfærdiget af en af Da Vincis elever, som ville kopiere den store mesters værk. Eksperterne siger, at ”efteraberen” enten er Andrea Salai eller Francesco Melzi. Begge var nogle af da Vincis nærmeste elever.
Mona Lisas tvilling
Der er adskillige Mona Lisa-kopier fra det 16. og 17. århundrede, men værket på Prado-museet ser ud til at være det mest interessante. Kunsteksperter siger, at der ikke bare er tale om en ”førstehånds-kopi, men snarere om Mona Lisas tvillingesøster”.
Den ægte Mona Lisa fra Louvre i Paris (tv), kopien fra Madrid inden restaurering (im) og kopien efter restaurering (th)
Det nyrestaurerede værk bliver præsenteret for offentligheden den 21. februar og vil derefter blive udlånt til Louvre i Paris og udstillet ved siden af originalen fra den 29. marts og frem til den 25. juni.
Prado-museets maleri vil blandt andet blive brugt til nye undersøgelser af mysteriet om damen med det gådefulde smil.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.