Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Morfar, er det ikke lidt surt?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 15/12/2012 - 00:05

Klumme


DR reklamerer for en glamour-fyldt udsendelse på fredag den 21. december, når jorden går under. Alle sejl sættes ind på DR2 for at give dan...

DR reklamerer for en glamour-fyldt udsendelse på fredag den 21. december, når jorden går under. Alle sejl sættes ind på DR2 for at give danskerne en festlig afsked.

 

Raphaël er mit tredje barnebarn med den samme mor – altså mit barn. Men heldigvis har han søstre – mine to andre barnebørn – som har været i stand til at nedtone Raphaëls frygt for, at livet skulle stoppe efter kun to år.

 

Jo, jeg skrev barnebørn med vilje. Det har altid været ubegribeligt for mig, at ens barn pludselig skal skrives i flertal, fordi hun har fået flere børn. Jeg kan godt forstå ordet børnebørn, hvis man har to børn, der hver især har fået børn.

 

 

Den der undergang

Hvis det skulle være rigtigt, bliver denne lørdagsklumme min næstsidste. Jeg håber at kunne nå at skrive den sidste på fredag aften samtidig med, at jorden går under. En flottere afslutning kan næsten ikke ønskes.

 

- Der findes utallige forudsigelser og teorier om, at jordens undergang finder sted 21. december 2012. Den mest markante udspringer af mayaernes såkaldte langtællings-kalender, der løber ud denne dag. Men også den kendte franske 1500-tals astronom og profet Nostradamus, og den kinesiske orakelbog I Ching, er kædet sammen med jordens undergang sidst i 2012. Moderne religiøse og spirituelle bevægelser orienterer sig også netop mod 21. december, skriver DR2 i sin promo for denne festaften, der finder sted i Koncertsalen i DR Byen med mange kendte kunstnere og personligheder.

 

Den spanske juls undergang

Raphaël aner ikke, hvor heldig han er. Hans mor og far har begge godt arbejde og den øvrige familie er ikke ramt af krise. Raphaël og hans søskende vil i år opleve den samme jul, som de har været vant siden mit ældste barnebarn blev født for 13 år siden.

 

Torsdag aften var jeg inde i en stor legetøjsforretning i Fuengirola for at købe et puslespil til 5-årige Mila, som jeg passer ind i mellem. Dejlig tøs for øvrigt!

 

- Hvordan går det med salget nu i forhold til samme periode sidste år? spurgte jeg ekspedienten.

 

Svaret var som ventet: - Der sælges betydeligt mindre – både målt på hele omsætningen og kundernes gennemsnitlige køb.

 

Uden for forretningen kiggede vi på julebelysningen. Det er ikke kun i Málaga, der er sparet. Hvor der før var en flot lysdekoration fra fortov til fortov, sidder der nu en enkelt dekoration midt over vejen.

 

Fra Danmark ved vi, at flere familier end nogensinde før har søgt om økonomisk støtte fra hjælpeorganisationerne for at kunne give deres børn en jul, der ligner andre børns. Især enlige mødre er på ansøgningslisterne.

 

Redningskransen for nogle

Der findes også hjælpeorganisationer i Spanien, men her er behovet for hjælp af et uoverskueligt omfang.

 

Mange spanske børns jul vil i år blive anderledes. I alt for mange tilfælde er det ikke et spørgsmål om at flytte lidt på budgetterne. Pengene er der simpelthen ikke.

 

I mange tilfælde er redningen, at familiesammenholdet er så stærkt i Spanien – og specielt i den sydlige del af landet. Ikke blot familien, men i mange tilfælde også naboerne, er med til at danne et socialt sikkerhedsnet.

 

Alt for mange personer og familier er dog uden dette sikkerhedsnet. Tallene for hjemløse og mennesker, der lever i gaderne, er rystende. Næsten tre millioner er hjemløse og mellem 30 og 35.000 mennesker sover på gaderne.

 

Nykriminelle

Alle myndigheder ved, at de manglende indtægter for millioner også betyder øget kriminalitet - også blandt mennesker, der aldrig tidligere har frekventeret den kriminelle løbebane.

 

Modløse sniffer kokain for at løfte humøret og bliver pushere for at skaffe gysserne til den næste bane. Fædre forsøger simple berigelsesforbrydelser for at skaffe penge til mad, men ender ofte med de lange fingre i håndjern, fordi de er amatører i den ukendte Business.

 

Andre igen er afsløret ved at gå ind i et supermarked og spise, mens de er derinde.

 

Det vides ikke, om den mand, der torsdag aften overfaldt to danske pensionistpar i Torremolinos, gjorde det, fordi han var sulten. Sikkert er det dog, at han ville stjæle pengene.

 

Læs den dramatiske historie her

 

Hvorfor kæmpe?

Hvad gør man i en sådan situation? Hvorfor lod I ikke bare overfaldsmanden få pungen og slippe for helbredsmæssige risici?

 

- Torben, pludselig ligger min ven med ansigtet ned i fortovet for mine fødder. I den situation tænker du ikke megen fornuft og strategi, men handler pr. instinkt for at hjælpe ham her og nu. Ligesom du ville gøre, hvis nogen forsøgte at skade dit barn, fortæller mand A fra historien mig fredag aften.

 

Han er fortsat målløs over politiets lynhurtige indsats, at de fik fanget gerningsmanden så hurtigt og ikke mindst den omsorg, som politiet udviste over for de to berørte herrer.

 

Pas på!

I disse dage, og de kommende, er der vagtskifte. Mange herboende danskere flyver til Danmark på juleferie, og mange fra Danmark skal nyde deres juleferie i Spanien.

 

Til den sidste gruppe vil jeg anbefale, at I har så lidt som muligt med i tasker og lommer, når i bevæger jer rundt i Spanien. Turister har gennem alle tider været yndede ofre, og smagen for dem er ikke blevet mindre med den alvorlige krise i landet.

 

Vær også opmærksom på, at der netop nu gennemføres sprit- og narko-razziar i et hidtil uset omfang på vejene. Dag, aften og nat.

 

På gensyn næste lørdag – med mindre altså...

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker jer en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.