Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Morten Møller er død

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 07/03/2023 - 07:00

Kendte & kongelige

MINDEORD: Efter 14 dages indlæggelse på hospice Cudeca lukkede journalist Morten Møller fredeligt øjnene den 5. marts om aftenen.

Mortens hustru Pia oplyser til Spanien i Dag, at der vil blive holdt en mindehøjtidelighed i Club Danés efter Mortens ønske. Nærmere oplysning om dato og tidspunkt kommer efterfølgende.

Morten blev 77 år og døde af leverkræft.

Tilbageblik

Inden ét af de mange, mange radiointerviews som jeg har lavet med Morten, måtte jeg klippe lidt af hans overskæg, da det gav mislyde i mikrofonen…

Jo, tæt har jeg været på Morten i både de bedste tider, og når noget gik modsat. Morten var den letteste - og hyggeligste - at interviewe i hele verden. Vi brugte et par minutter på at aftale det vigtigste i interviewet, og så var det bare at gå i gang.

Med vores øjne låst på hinandens kørte det bare over stok og sten. Med smil til hinanden justerede vi og improviserede, og pludselig var de 10-15 minutter forsvundet. Aldrig taget noget om, aldrig redigeret efterfølgende. Bare hygget med en frokost eller glas øl.

Tillykke "Morten Málaga!"

 

Klik her for at mindes et radiointerview med Morten den 1. maj 2012

Guldmedalje i integration

Ved nogle af de mange officielle lejligheder, som showmanden Morten formåede at sætte op, har jeg gentagne gange rost Morten for at være den person i Solkystens dansker-historie, der har formået at skabe den største integration mellem danskere og spaniere.

Mortens La Peña de Dinamarca - supporterklubben for fodboldholdet C.F. Málaga - gjorde de herboende danskere populære i spanske kredse. Det vakte opsigt, når de danske tilskuere sad på lægterne og hujede på deres klubs spillere.

Eller når Morten overrakte La Peña de Dinamarcas fodboldtrøjer til lokalpolitikere og fodboldbosser

Morten formåede at holde godt fast i tøjlerne - både for medlemmerne i La Peña de Dinamarca og dens sponsorer. Det gjorde store arrangementer mulige med danske kunstnere på scenen og en god økonomi, der blandt andet gav betydelige støtter til Cudeca, hvor Morten nu selv endte sine dage.

Her overrækkes en check på 10.000 euro et år

Og hvem husker ikke de festlige ture til kampene i Málaga med guiden Morten, der bare hældte ud af sin store viden med stor humor.

Hygge i Mortens lounge i Club Danés - her med Kathrine Hesner

Morten og Birger Peitersen - et inspirerende par

C.F. Málaga blev Mortens hjertebarn. Sammen kunne vi glæde os over, når det gik godt for klubben og trøste lidt, når det gik skidt. Det var svært for Morten med den meget ballade der blev i klubben med svindelsager, skiftende trænere og nedrykning.

Kære Morten. Vi vil savne dig, men din dynamik og dit gåpåmod vil fortsat leve videre og være de gode eksempler for os andre…

Kommentarer

Åh Torben, det er jeg ked af at læse! Udover alle de fine ting du har fremhævet i Mortens karakter - var også det umådeligt favnende og uprætentiøse holdning endskønt han formåede også at skabe dybde og indsigt. Han så alle - og for mit vedkommende ufattelig hyggelig og inspirerende i både mundtlig og skriftlig dialog. RIP Morten.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.