Nægtet hjælp - nu er hun død
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 26/04/2013 - 10:33
Sundhed & sygdom
Skrækkelig sag om udlænding, der blev nægtet lægehjælp får nu myndighederne til at starte en grundig undersøgelse. Kvinden faldt om og d
Skrækkelig sag om udlænding, der blev nægtet lægehjælp får nu myndighederne til at starte en grundig undersøgelse. Kvinden faldt om og døde ved indgangen til sit hus, efter at hun desperat – gang på gang - havde søgt lægehjælp, men var blevet afvist og sendt hjem.
Soledad var boliviansk statsborger, der boede i Valencia. Flere kritiske røster har efterfølgende meldt yd, at afvisningen af kvinden er et udtryk for racisme.
Intet galt
Kvinden henvendte sig første gang til lægehuset i Ruzafa-distriktet i Fuente de San Luis den 15. februar, efter at hun gennem længere tid havde lidt af vedvarende hoste. Men kvinden blev afvist ved skranken med beskeden om, at hendes sygesikringskort ikke var gyldigt.
To dage senere fik kvinden svært ved at sluge maden, når hun spiste, og henvendte sig så til skadestuen på Valencias Hospital Clínico, hvor hun efter en hurtig undersøgelse blev sendt hjem igen med beskeden om, at der ikke var noget galt.
Men da hendes tilstand ikke blev bedre, vendte hun tilbage til skadestuen den 18. februar. Denne gang blev der slet ikke lavet nogen undersøgelse, og kvinden blev sendt hjem igen med besked på at søge egen læge – samme besked, som hun havde fået dagen forinden.
Truer med at kræve penge
Personalet på sygehuset sagde også, at hun ikke hørte til på Hospital Clínico, og at hun skulle være gået til Doctor Pese Hospitalet i stedet.
- Hvis du dukker op igen her, så bliver vi nødt til at tage betaling, lød beskeden fra personalet.
Samme dag gik Soledad så tilbage til Fuente de San Luis sundhedscenter i sit distrikt og fik bekræftet, at Hospitalet Clínico ikke hørte ind under hendes bopælsområde.
Hoster blod
Tidligt næste dag den 19. februar begyndte Soledad at hoste blod op, og hendes mand ringede til vagtlægen. Men svaret, han fik, var, at ”Vi foretager ikke hjemmebesøg på grund af en forkølelse”.
Parret gik tilbage til sundheds-centret samme morgen, hvor beskeden løs, at kvinden bare skulle tage den samme medicin, som hun havde fået dagen i forvejen.
Den 20. februar var Soledads tilstand så alvorligt forværret, at hendes mand besluttede at ringe efter en ambulance. Svaret var: ”Vi kan ikke sende en ambulance på grund af en forkølelse."
I ren desperation ringede manden så til politiet, der tilbød at sende en ambulance. Da lægerne dukkede op to timer senere, var kvinden død.
Der er ingen nøjagtige oplysninger om årsagen til hendes død, og en undersøgelse skal nu slå fast, om er sket svigt og lægefejl.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.